Hvad lærer jeg egentlig mine døtre, når jeg plastrer mine vipper til med mascara hver morgen?

Spørgsmålet faldt forleden dag fra min ældste datter midt i morgentrængslen på badeværelset. Hun var energisk ved at børste sine resterende mælketænder, da jeg begyndte at fægte lidt med en eyeliner lige ved siden af hende.

Jeg tror, jeg tøvede et øjeblik, før jeg fik svaret noget i retning af, at det gjorde jeg, fordi jeg syntes, det var pænt.

- Ja, prøv at se, hvor endnu smukkere du er nu, sagde hun og fortsatte ufortrødent sin tandbørstning.

Senere, da jeg sad i bilen på vej til arbejde, slog det mig så. 

Hvad lærer jeg egentlig mine døtre, når jeg troligt hver morgen står og lægger mascara, tegner mine øjenbryn op og dupper rouge på det øverste af kinderne, inden jeg synes, jeg er klar til at gå ud i verden?

Hvad er det, jeg siger om mig selv?

Makeup hver dag

Jeg tror, jeg skal cirka 16 år tilbage i tiden for at finde den sidste gang, jeg tog på arbejde uden makeup i krydderen.

Dengang arbejdede jeg ved en bager og var mødt ind til min ugentlige morgenvagt, som begyndte så ukristeligt tidligt, at jeg for en gangs skyld havde droppet mascaraen til fordel for at sove det længere.

Og jeg gjorde det aldrig igen. For knap var jeg trådt ind i bageriet, før én af mine kolleger spurgte, om jeg ikke skulle være blevet hjemme, hvis jeg var syg. Nå tak.

Så siden har jeg taget et ansigt omtrent hver dag. Også hvis jeg bare skulle handle et par småting i supermarkedet eller hente min aftensmad ved den lokale pizzamand. 

Makeuppen er blevet en grundlæggende del af min morgenrutine, lidt på niveau med det at tage tøj på og at køre en antiperspirant rundt i armhulen. 

Men hvorfor egentlig? Hvor er den idé kommet fra, at der er noget i vejen med vores ansigter, hvis ikke vi er plastret til i foundation? Jeg er med på, at der er stærke markedskræfter og en nedarvet kultur på spil her. Men jeg undrer mig alligevel

For hvilket signal sender jeg til mine egne piger? Og hvordan kan jeg med troværdigheden i behold på den ene side sige til dem, at de er smukke, præcis som de er, når jeg tydeligvis ikke kan sige det samme til mig selv?

Botox og plastic?

Okay, okay, så er det måske heller ikke værre, kan jeg godt tænke. Det er jo trods alt bare makeup, og endda i et ret sparsomt omfang, fordi jeg er for doven til at gide at bruge mere end fem minutter på det.

Og har vi, som stort set alle andre arter på kloden, ikke også altid haft en instinktiv trang til at pynte os for at tiltrække en god mage og sikre vores geners videreførelse? Dén mekanisme kommer vi nok alligevel aldrig til livs.

Men hvornår kammer det over? Er det, når jeg synes, jeg får behov for botox for at holde ud at se på mig selv? Når der skal en plasticoperation til? Når mine piger måske endda bliver nogle af dem, der i anden klasse finder det nødvendigt at friske sminken op efter idrætstimen?

Jeg kan mærke, at spørgsmålene står i kø, og samtidig vil jeg ikke blande mig i eller dømme, hvad andre gør med deres ansigt og krop.

Jeg kan bare se, at mine børn spejler sig i mig, som alle andre børn spejler sig i deres forældre. Så selv om jeg glad og gerne hjælper dem med at lægge neglelak, sætter deres hår mere eller mindre kunstfærdigt om morgenen og undertiden lader dem lege lidt med en makeupbørste - så er der også en grænse, kan jeg mærke.

For mine børn skal have lov til at være børn. Uden at tænke for meget over, hvordan de ser ud. Den slags spekulationer skal tids nok komme.

For forfængelig

Indtil da er det min fornemste opgave at lære mine børn at elske sig selv uden de vilde forbehold. Det er mit ansvar at formidle til dem, at kroppe og ansigter ser ud på mange måder - og at ingen er mere rigtige end andre.

Og jeg vil altid holde fast i, at vores udseende bør være det mindste interessante ved os.

Men hvordan lyder dén prædiken, når den kommer fra én med en eyeliner i hånden? Lidt hul? Garanteret. Kommer jeg til at forsage makeup og hårprodukter, fordi det er vigtigere for mig at lære mine børn noget om naturlighed end at føle mig lidt lækker? 

Nej. Det gør jeg ikke. Dertil er jeg ærligt talt for forfængelig.

Så måske jeg bare skal være den mor, der satser på den sunde balance? Hvad den så end er. 

Kort om Camilla Stougård Christoffersen

• Journalist på Nordjyske siden 2021 med fokus på at skrive om livsstil og alt, hvad der måtte optage og vedrøre småbørnsfamilier
• Mor til tre piger på henholdsvis 5, 4 og 2,5 år
• Bor på en gammel gård i det sydlige Himmerland, hvor vasketøjskurven altid er fuld