Hvad tænker danskerne dog på?

VALG:Danmark regeres i dag af en statsminister og en regering, der rammes af den ene skandale efter den anden.

Minkskandalen er velkendt, hvor statsministeren angiveligt brød grundloven ved at beordre et privat eksporterhverv nedlagt uden at have den nødvendige lovhjemmel på plads.

Ordensmagten blev sågar sat ind mod de berørte borgere. Herefter blev de døde mink gravet ned for kort tid efter at blive gravet op igen. Den samlede pris for de sagesløse danske skatteydere beløber sig til et tocifret milliardbeløb.

Nu er det så også kommet frem, at nedlukningen af Nordjylland var unødvendig. I ingen af tilfældene har statsministeren taget et ansvar på sig, men har konsekvent skubbet det over på andre. Hun og hendes støttepartier nægter endvidere at få foretaget en uvildig advokatundersøgelse. Det kan man undre sig over som borger i det, der engang var et retssamfund med lighed for loven (!).

En af Mette Frederiksens udfordrere til statsministerposten, den konservative Søren Pape, er på det sidste også blevet ramt af et par om ikke skandaler, så i hvert fald særdeles uheldige sagsforløb og udtalelser.

Det ene med baggrund i hans nu forhenværende ægteskab, det andet i form af en udtalelse om Grønland, som kunne tolkes nedsættende. Han har for åben skærm undskyldt begge episoder, og ingen af episoderne har vel at mærke kostet skatteyderne en eneste krone. Pape har udelukkende skadet sig selv.

Det, der kan undre, er, at mens vælgerne tilsyneladende ikke lader sig anfægte af statsministerens og regeringens alvorlige svigt i forhold til retsstatens principper, så straffes Søren Papes langt mindre vidtrækkende fodfejl såvel af den del af pressen, der elsker at begå karaktermord, ligesom vælgerne åbenbart ser mere alvorligt på nogle uheldige udtalelser end på en regeringsførelse, som har kostet danskerne dyrt generelt og i særdeleshed har ramt udøvere af et helt erhverv.

Hvad tænker danskerne dog på? Hvis vælgerne overlader ansvaret for udøvelsen af et anstændigt og åbent folkestyre til den nuværende regering og statsminister – sandsynligvis suppleret af levebrødspolitikeren Lars Løkke Rasmussen – så må vælgerflertallets veje siges at være uransagelige.

Det parlamentariske grundlag vil efter alt at dømme fortsat være den yderste venstrefløj og radikale. Det bliver et velkommen til et statsligt formynderi med et endnu tungere skattetryk og med mere ufrihed og flere fattige danskere.

Jeg nægter imidlertid at tro, at det er den vej, danskerne vil med deres land! Måtte resten af valgkampen pege hen imod en ny regering, som kan genskabe åbenheden og tilliden til retsstaten og folkestyret!