Politik

Hvem er hun?

Over 60 procent af alle adspurgte i Epinion-undersøgelse kender ikke den nordjyske digitaliserings- og ligestillingsminister

Minister for digitalisering og ligestilling Marie Bjerre (V) er ret ukendt i den danske befolkning - ifølge en ny undersøgelse fra Epinion.
Minister for digitalisering og ligestilling Marie Bjerre (V) er ret ukendt i den danske befolkning - ifølge en ny undersøgelse fra Epinion. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

NORDJYLLAND: Mens alle - naturligvis fristes man til at sige - ved hvem vores nordjyske statsminister Mette Frederiksen er, så står det betydeligt sløjere til med en af de nordjyske ministerkolleger i SVM-regeringen.

Det fremgår af en undersøgelse som Epinion har lavet for Danmarks Radio.

Mere end 60 procent af deltagerne i undersøgelsen svarer, at de ikke ved, hvem den nordjyske Venstrekvinde Marie Bjerre er. Men hun er altså minister for både digitalisering og ligestilling.

Tre andre ministre er lige så ukendte i befolkningen, som den nordjyske Venstrekvinde.

Ifølge DR’s politiske korrespondent, Christine Cordsen, der har kommenteret på manglen på kendskab til de tre ministre, så skal der meget til for at slå igennem i den brede befolkning, og det kan tage lang tid.

- Nogle gange er det en balladesag, der skal til, fordi det giver et kæmpe fokus. Andre har held med at bruge sociale medier, og det kan være en måde at komme bredere ud. Men generelt kan det være svært at komme bredt ud, lyder hendes kommentar til ukendskabet til de fire ministre.

De tre andre ministre, der er ligeså ukendte for danskerne som Marie Bjerre er transportminister Thomas Danielsen (V), minister for kirke, landdistrikter og nordisk samarbejde Louise Schack Elholm (V) og ældreminister Mette Kierkegaard (M). 

Undersøgelsen viser også noget om politikernes popularitet. Her er miljøminister Magnus Heunicke (S) mest populær med SFs formaand Pia Olsen Dyhr som nummer to og partileder i Liberal Alliance Alex Vanopslagh på tredjepladsen.

På den liste ligger Dansk Folkepartis leder Morten Messerschmidt helt i bund med Nye Borgerliges nye formand Lars Boje Mathiesen som den næstmest upopulære. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden