Hvem kører togene for?

Det virker ikke som om, DSB har haft tankerne hos de nordjyske pendlere i den seneste tid

Chefredaktør Karen Keinicke, NORDJYSKE Medier. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Chefredaktør Karen Keinicke, NORDJYSKE Medier. Foto: Lars Pauli

Det har mildt sagt ikke været nemt at være nordjysk pendler med DSB i den seneste uges tid: Først kom beskeden via pressen om, at nu var der ikke længere krav om pladsbillet til DSB's tog, med henvisning til at sundhedsmyndighederne nu anbefalede brug af mundbind i myldretiden. En kobling, som både sundhedsmyndigheder og politikere næsten med det samme tog afstand fra. Derefter ændrede DSB kurs og genindførte kravet om gratis pladsbillet i intercitytog med start onsdag.

Vældig fint, hvis det så havde været muligt for pendlerne at købe dem, men dels blev der først åbnet for salg samme dag, dels er der slet ikke plads nok til alle pendlerne på myldretidsafgangene, fordi kravet om pladsbillet kommer på et tidspunkt, hvor der udføres sporarbejde på strækningen Hobro-Aalborg og kapaciteten derfor er skruet ned.

Det er fuldt forståeligt, at DSB bliver presset af coronarestriktioner og ikke nødvendigvis kan yde helt den samme service, som man normalt må forvente. Men som nordjysk pendler må man alligevel stå tilbage med indtrykket af, at hensynet til dem ikke har haft førsteprioritet: Først vil man fra DSB's side åbne for stående passagerer i myldretiden, og da det så ikke falder i god jord, og man genindfører tvungen pladsbillet, har man så få pladser på strækningen Hobro-Aalborg, at det naturligvis giver problemer.

Efter at NORDJYSKE tog fat i Tony Bispenskov fra DSB, kom meldingen om ekstra togbusser i myldretiden til de plagede pendlere og øvrige passagerer ret hurtigt, og hurra for det. Men hvorfor skulle der en medieomtale til, når pendlerne har stået og sagt det samme til DSB's togførere? DSB's personale kender jo til den nedsatte kapacitet på strækningen, de har kunnet konstatere, at der har været totalt udsolgt til myldretidsafgangene og DSB-personalet har ved selvsyn oplevet de ventende passagerer.

I sådan en situation virker det, som om der er langt fra Skørping og til DSB's hovedsæde i Høje Taastrup. Og man kan sidde tilbage med den tanke, at passagererne ikke altid har plads på første klasse, selvom det vel ret beset set er dem, togene kører for.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.