Coronavirus

Hvem vil du gerne have til at tage telefonen, når den ringer klokken tre om natten i Statsministeriet?

Mette Frederiksen træder frem som en handlekraftig leder. Men her er fem spørgsmål, som hun kunne have stillet inden nedlukning af minkerhvervet og syv nordjyske kommuner

Klokken er tre om natten. Telefonen ringer i Det Hvide Hus i Washington. Hvem vil du gerne have til at tage telefonen?

Sådan lød spørgsmålet i en tv-reklame fra Hillary Clinton i 2008. Hun mente, at det var bedst, det var hende og ikke Barack Obama, der tog telefonen, når en uventet krise var i røret.

Nu er det statsminister Mette Frederiksen, der agerer som Hillary. Vi skal være taknemmelige for, at det var hende, der var i Statsministeriet, da krisen meldte sig i november 2020, og ikke en statsminister, der tøvede.

Krisen meldte sig i form af en rapport fra Statens Serum Institut, der advarede om, at en minkvariant, den såkaldte cluster-5, var fundet i prøver fra 12 coronasmittede nordjyder. Cluster-5 udgjorde ’en betydelig risiko for folkesundheden’, da vacciner muligvis ikke ville have nogen effekt over for denne særlige variant.

Regeringen beordrede alle mink i Danmark aflivet og syv nordjyske kommuner lukket ned. Det mest vidtgående indgreb i danskeres rettigheder siden besættelsen. Men alternativet var værre. Mette Frederiksen fremmanede et billede af Nordjylland som muligt arnested for et nyt globalt smittehelvede, et nyt Wuhan.

Onsdag i denne uge gentog hun skrækscenariet:

- Ingen ansvarlig regering ville i mine øjne kunne sidde en sådan risikovurdering overhørig. Vi havde dengang et ansvar for jer, for danskernes sundhed. Men i den situation, vi sad i for et år siden, der havde vi samtidig et ansvar også for resten af verden, som nødvendiggjorde, at vi handlede hurtigt, sagde hun på et pressemøde og affærdigede kritiske spørgsmål om manglende lovhjemmel til at fratage tusindvis af danske borgeres deres erhverv:

- Vi havde travlt. Vi var i gang med at redde danskernes liv.

Og til spørgsmål om den kontroversielle sletning af sms’er i de danmarkshistoriske dage, svarede hun:

- Jeg vil hellere i dag svare på noget om sms’er, end som i andre lande, hvor de må svare på, hvorfor tusindvis af mennesker døde.

Brutalt. ’Lev med det’.

Men her er fem spørgsmål, som statsministeren kunne have stillet, inden hun skred til handling i november 2020, og hun ville ikke have behøvet at vente på svar i mere end nogle få timer, måske et døgn.

Et: Har Statens Serum Institut indhentet en second opinion på risikovurderingen?

Ja. Københavns Universitet havde fået udleveret testresultaterne, og skrev i en e-mail til instituttet 4. november 2020 klokken 10.03 – seks timer før Mette Frederiksen offentliggjorde sin beslutning om nedlukning og aflivning – at der ikke var videnskabeligt grundlag for en vaccinetrussel.

To: Hvad mener landets øverste myndighed i spørgsmål om vacciners effekt, Lægemiddelstyrelsen?

Den var også uenig. I en e-mail mellem ansatte 4. november klokken 17.29 – altså få minutter efter offentliggørelsen af regeringens indgreb – lød Lægemiddelstyrelsens vurdering, at cluster-5 ikke kunne ’forhindre generelt god effektivitet af førstegeneration vacciner’.

Tre: Hvad mener Søren Brostrøm, chef for Sundhedsstyrelsen?

Han delte ikke frygten hos Statens Serum Institut. På et møde med Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels 3. november advarede Brostrøm ’kraftigt imod’ seruminstituttets data, har han forklaret i minkkommissionen.

Fire: Er der fundet cluster-5 i alle de syv nordjyske kommuner, der skal nedlukkes?

Nej. Som afsløret af Nordjyske var der kun fundet cluster-5 i Hjørring og Frederikshavn. Statens Serum Institut havde adgang til data, der viste dette.

Fem: Er det lovligt at aflive alle mink?

Nej. Det havde Fødevareministeriet fastslået, allerede inden regeringen modtog risikovurderingen fra Statens Serum Institut.

Tilsyneladende stillede statsministeren ingen af disse spørgsmål. På pressemødet i onsdags bekræftede hun, at spørgsmålet om lovhjemmel til at aflive millioner af mink og fratage danske statsborgeres deres erhverv end ikke krydsede hendes tanker.

Mette Frederiksen træder frem som en leder, der ikke har tid til trivialiteter. Hun handler for at beskytte danskerne. Videnskabeligt grundlag, lovhjemmel og journaliseringspligt er noget, andre kan gå op i – minkkommission, opposition, presse.

Hun giver vælgerne et klart valg: Lyt ikke til alle mandagstrænerne. Jeres tryghed afhænger af mig. Når klokken ringer klokken tre om natten i Statsministeriet, skal I ønske, at det er mig, der tager den.

Den gik som bekendt ikke for Hillary.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.