KV21

Hvilken Støjberg-effekt? Valgets tabere blev dem, der søger splittelse

Dansk Folkeparti skal have ny formand. Nogle hiver Inger Støjberg frem som kandidat. De må have overset valgresultatet i Nordjylland

Ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard. Foto: Torben Hansen

Ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard. Foto: Torben Hansen

Inger Støjberg er ifølge københavnerpressen en af favoritterne til formandsposten i Dansk Folkeparti. Det skulle være hendes særlige bånd til folkedybet, der gør hende så attraktiv for de kriseramte df’ere.

”Inger Støjberg er den eneste, der kan redde Dansk Folkeparti”, lød overskriften på en leder i Berlingske fredag.

Kommunalvalget talte et andet sprog.

Men lad os først skrue tiden tilbage til februar i år. Da Inger Støjberg forlod Venstre i kølvandet på partiets støtte til en rigsretssag imod hende, havde hun foretrukket kun at melde sig ud af ”Christiansborg-Venstre”, som hun formulerede det, for der var ”intet galt med Venstres kernebagland”.

Derefter blev der spået om medlemsflugt i Jylland, de politiske kommentatorer forudså et vælgerblodbad, og formand Jakob Ellemann-Jensen blev smidt på møddingen som en hovedstadspodet afgrøde, der ikke kunne gro i den jyske muld.

Men blodbadet udeblev i tirsdags. Venstre gik på landsplan tilbage, men dog kun med 1,9 procentpoint. Endnu mere sigende var partiets resultat i Nordjylland, Støjbergs hjemstavn. Venstre har nu ni borgmesterposter mod seks før valget – ja, reelt fem, for Læsøs Karsten Nielsen var valgt for Dansk Folkeparti, inden han skiftede til V i sommer. Partiet snuppede tillige regionen med Mads Duedahl som ny formand. Venstre mistede samlet set kun ét mandat i de 11 nordjyske kommuner, og kigger man lidt mod syd til Skive – Støjbergs tidligere folketingskreds – vandt partiet et ekstra mandat.

Hvor var Støjberg-effekten?

Den viste sig at være det fatamorgana, som den i virkeligheden altid har været. Ligesom Socialdemokratiets ideologiske korstog mod storbyerne gav bagslag i tirsdags, har Inger Støjbergs forsøg på at så splittelse mellem by og provins aldrig for alvor fået greb i danskerne. For vi ved jo godt, det er løgn. Danmark er tilstrækkeligt lille et land til, at der er mere, der samler end deler os.

Virkeligheden er, at DF blev halveret i tirsdags og har direkte kurs mod spærregrænsen. Socialdemokratiet fik det dårligste valg, siden kommunerne blev oprettet i 1970. De partier, der har søgt splittelsen, undervurderede vælgerne, som Noa Redington, tidligere rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, skriver i Politiken. For når det kommer til stykket, er der ikke mange danskere, der synes, det er fedt at blive brugt som en modsætning til naboerne på den anden side af bæltet, som statister i en kunstig strid mellem landsmænd.

Skulle Inger Støjberg, splittelsens ypperstepræstinde, så virkelig være Dansk Folkepartis redningskvinde?

Ja, skriver Berlingske, for hun ”går i vælgerne med jyske træsko på, modsat Messerschmidts hørsæt og stråhatte”.

Der er mindst fire ting, der kan diskuteres i det udsagn. For det første ved vi ikke, om Støjberg overhovedet er interesseret. For det andet skal DF gøre vold på egne vedtægter for at gøre et ikke-medlem til formand. For det tredje er Morten Messerschmidts Borsalino-hat lavet af filt, ikke strå.

For det fjerde og vigtigst: Udsagnet hviler – igen – på den falske præmis, at der eksisterer en dyb kløft mellem land og by. Kommunalvalgets tale er den stik modsatte. Støjberg-effekten er en teori, der ikke kunne føres empirisk bevis for – end ikke på Støjbergs hjemmebane. Det er selvfølgelig tænkeligt, at DF stadig tror på effekten, men det udstiller blot partiets krise.

Valget har forhåbentligt lært de partier, der skal tegne fremtidens Danmark, at vælgerne ikke søger splittelse. Vælgerne søger et fællesskab om en plan, der tager fat på tidens største udfordringer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.