- Hvis målet er at beskytte drikkevandet, bør indsatsen rettes mod, hvor problemet er
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Det drikkevand, der leveres til danskerne i dag, har meget høj kvalitet og er mange steder bedre end for 25-30 år siden. Ifølge miljøministeriets indberetning til EU-Kommissionen i januar 2024 viste næsten 75.000 analyser, at der ikke blev fundet målbare pesticidrester i det vand, der pumpes ud til forbrugerne.
Alligevel lægger en ny rapport fra miljøministeriet op til omfattende restriktioner på lovlig pesticidanvendelse i landbruget baseret på en udokumenteret antagelse om, at nutidens pesticider er hovedkilden til grundvandsforurening. Det virker til, at man både ignorerer, at godkendelsesproceduren i dag er markant skrappere end tidligere, og at moderne midler nedbrydes langt hurtigere end dem, der blev anvendt for årtier siden.
De stoffer, der oftest findes i grundvandsovervågningen som DMS og 1,2,4-triazol – stammer i vidt omfang fra gamle, for længst forbudte midler, punktforureninger, lossepladser samt træbeskyttelse i by- og sommerhusområder. I det åbne land skyldes fundene typisk fylde- og vaskepladser, gamle deponier og andre historiske forureningskilder, ikke regelret anvendelse på markerne i dag.
På trods af dette foreslås der forbud og erstatningsfri regulering på op mod 160.000 hektar landbrugsjord, med store konsekvenser for fødevareproduktion, forsyningssikkerhed og ejendomsretten. Skal jorden eksproprieres, kan prisen løbe op i 30-40 milliarder kroner.
Hvis målet er at beskytte drikkevandet, bør indsatsen rettes dertil, hvor problemet reelt er: oprydning i fortidens forureninger. Grundvandsdata viser ofte tydelige punktkilder, som kan identificeres og håndteres. Det er fagligt klogere, mere effektivt og giver den bedste beskyttelse af fremtidens drikkevand.
Vi skal beskytte drikkevandet. Men lad os bruge fornuften og gøre det på et fagligt grundlag, i stedet for endnu en gang at lade politik overhale faglighed i grundvandsdebatten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.