Hvor bliver debatten af?

LEDER:Det slår næsten aldrig fejl: Hvis det danske kongehus to dage i træk har haft en  fremskudt placering i medierne - typisk som følge af en fødselsdag, et jubilæum eller en anden større begivenhed - har dele af diskussionen en vis tendens til senest på tredjedagen at glide over i retning af, om det i det hele taget er klogt at holde fast i et mere end 1000 år gammelt monarki?

Sådan har det også tidligere været med EU. Ikke så meget til valg til Europa-Parlamentet hvert femte år som til de afstemninger, som vi fra tid til anden er blevet kastet ud i.

Selv om emnet er indholdet, er noget af diskussionen gerne endt med at handle om rammerne - for var det forkert at træde ind dengang ved folkeafstemningen 2. oktober 1972?

At tilgangen til et stadig større og mere forpligtende samarbejde i Europa et langt stykke ad vejen har været nølende - som hos gæsten, der er inviteret indenfor, men som bliver ved med at stå i eller meget tæt på døråbningen - ses alene af, at Danmark siden 1992 har haft flere såkaldte undtagelser eller forbehold.

Denne gang handler det ikke om for eller imod selve EU - dén diskussion er der tydeligvis lagt en alvorlig dæmper på, efter at alle har set, hvor store omkostninger Storbritannien har haft ved omsider at træde ud  - det handler om for eller imod at slippe forsvarsforbeholdet.

Om kort tid lyder spørgsmålet på stemmesedlen: "Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?".

Tankevækkende nok er det bestemt ikke, fordi såkaldt ganske almindelige mennesker med stor ildhu har kastet sig ud i diskussionen om ja eller nej. 

Tværtimod har den her fire uger før afstemningen onsdag 1. juni i allerhøjeste grad været overladt til de professionelle, altså politikere eller andre, der på den ene eller anden måde har aktier i foretagendet. 

Og hvor eksempelvis Socialdemokratiet tidligere har præsteret at huse EU-skeptikere, toner partiet i dag helt rent flag - mens nej-siden præges af Enhedslisten, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og diverse former for afhoppere fra især netop DF. Men ikke SF, der i dén grad er sprunget over på den anden side efter at have fungeret som fødselshjælpere forud for blandt andre forsvarsforbeholdet fra 1992.

Interessant nok tegner netop SF den splittelse eller i det mindste den usikkerhed, som mange vælgere måske tumler med forud for 1. juni: Centralt og på landsplan støtter SF uden mindste vaklen at droppe forsvarsforbehold, men lokalt er SF'ere flere steder i landet så splittede, at de ikke fører valgkamp, men har valgt at stille vælgerne frit. Det kan jo forklare, hvorfor EU-diskussionen ikke er helt, som den plejer at være.