Det tog også sin tid at få lov at indsende den, syv dage inklusiv en to-trins-godkendelse. Hvorfor skal det være så problematisk at få lov at afgive sin støtte til et parti, der ikke allerede har mandat i Folketinget? Er erklæringssystemet forældet? Eller er vælgererklæringssystemet blevet en trussel mod det danske demokrati, vi kender det?

Jeg er helt med på at 163 opstillede partier og deres kandidater, vil være en helt uoverskuelig lang valgseddel. Men hvorfor syv dage og to-trins-godkendelse? 

Indenrigsministeriet skriver at: ”De 7 dage kaldes en eftertænksomhedsperiode og skal sikre vælgeren mulighed for i fred og ro at overveje det nærmere, før man tager sin endelige beslutning.” 

Fint nok, men du kan fra dag til dag trække din vælgererklæring tilbage uden en såkaldt ”eftertænksomhedsperiode”. Problemet er bare at denne periode afskrækker borgerne, de får simpelthen ikke afgivet den endelige godkendelse. 

Derudover fortsætter problemerne med systemet, for efter 18 måneder bliver min vælgererklæring ugyldig, uden at jeg bliver orienteret. Samt efter 3 år bliver hele partiet nulstillet, og de skal begynde forfra.

Ikke en jordisk chance

Dernæst så er der spørgsmålet om, hvorfor der skal indsamles mellem 20 og 70 tusinde vælgererklæringer per parti til henholdsvis Folketings- og Europa-Parlamentsvalgene. Her er svaret, henholdsvis: antallet svarer til 1/175 af alle gyldige stemmer ved sidste folketingsvalg, og at antallet svarer til 2 procent af alle gyldige stemmer ved sidste folketingsvalg.

Det er jo helt urimelige tal og ikke til at opdrive for, hverken et nyt eller gammelt parti. 

Så hvis ikke man hedder, Lars Boje Mathisen, Inger Støjberg eller Lars Løkke, så har man ikke en jordisk chance for at skrabe så stort et antal vælgererklæringer sammen og da slet ikke med det nuværende 7-dages-dobbelt-kontrol-system.

Et helt håndgribeligt eksempel på ovenstående er for eksempel Kristendemokraterne. Et parti med over 50 år i dansk politik. Et tidligere regeringsbærende parti. Et parti med byråds- og regionsrådsmedlemmer. Et parti der indtil 2022 faktisk havde mandater i Folketinget.

Partiet havde inden valget blev udskrevet, anvist mere end 50.000 borgere til Indenrigsministeriets hjemmeside for vælgererklæringer. Alligevel fik partiet kun godkendt knap 4000 opstillingerklæringer. Det er altså et problem for det demokrati, som vi kender det i Danmark, hvor vi sætter pris på, at mange partier indgår i de politiske forhandlinger, og hvor nye kan komme på stemmesedlerne.

Det tvinger mig til at stille et afgørende spørgsmål: Ønsker vi et demokrati, hvor kun de allermest kendte politikere kan stille op? Eller skal der også være plads til at høre fra mindre politiske projekter?