Rapporten samler stemmer fra forældre, pædagoger, ledere og fagfolk landet over, og den peger på noget, vi godt ved, men ofte ikke tør sige højt: Papirregler og politiske tilkendegivelser er én ting. Virkeligheden i de danske daginstitutioner er noget helt andet.

Det handler om nærvær, omsorg og tryghed, og det kræver reelle ressourcer.
Når normeringer “ikke mærkes i praksis”, er det fordi der ganske enkelt mangler voksne nok i de vuggestuer og børnehaver, hvor børnene skal opleve nærhed, støtte og udvikling. Det kan ikke ændres med pæne ord i en finanslov.

Det er ikke nok at vedtage minimumsnormeringer, hvis vi ikke også investerer i at realisere dem i kommuner med knappe budgetter, i institutioner med presset personale og i børn og familier, der dagligt mærker konsekvenserne. At nogle kommuner regner specialinstitutioner med i normeringstallene for at få gennemsnittet til at se bedre ud, og at regeringen har fjernet offentlighedens adgang til de reelle normeringstal på institutionsniveau, er signalpolitik i dårlig udgave. Vi må kræve åbenhed, ansvarlighed og realitet bag tallene.

Hvis vi vil have gode dagtilbud, må vi investere i kompetenceløft, færre børn per voksen, bedre fysiske rammer og langsigtede planlægninger. Vi skal styrke kvaliteten, ikke svække den.

I børnehøjde

Jeg vil arbejde for reelle minimumsnormeringer, som kan mærkes i børnehøjde og ude på gulvet. Ikke flere tomme regler, hvor institutionerne blot jonglerer med tallene for at leve op til krav på papiret. Både nationalt og lokalt må der tilføres midler, så dagtilbuddene får de praktiske rammer, der skal til for at leve op til ambitionerne.

Samtidig skal der være fuld gennemsigtighed. Forældre, medarbejdere og politikere skal igen kunne se normeringerne på institutionsniveau, så vi ved, om virkeligheden svarer til de fine intentioner.

Ressourcerne skal bruges klogt. Vi har brug for et kvalitetsløft, ikke blot flere hænder, men også bedre uddannelse, stærkere pædagogisk udvikling, samarbejde og gode fysiske rammer. Kvalitet må ikke blive det, der kun sker, hvis der er penge til overs.

Rapporten ”Virkelighedens Dagtilbud 3.0” peger på noget helt afgørende: Der mangler hænder, tid og nærvær i vores daginstitutioner. Det er ikke bare et spørgsmål om normeringer og skemaer. Det handler om børns hverdag, tryghed og trivsel.

Jeg mener, at udfordringerne med for få voksne i daginstitutionerne ikke stopper dér. Vi ser konsekvenserne helt ind i skolerne, hvor flere børn kæmper med sociale relationer, koncentration og trivsel. Når de tidlige år bliver for pressede, får det ringe i vandet langt frem i deres udvikling.

Derfor skal investeringerne i vores børn være langsigtede og gives med håndslag på tværs af valgperioder, både i Folketing og byråd. Vi har brug for politisk mod til at tænke længere end til næste valg og kortere end til næste spareplan. Børnene har brug for voksne, der har tid til at være voksne.

Af Louise Agnete Madsgaard::Byrådskandidat (V) i Aalborg kommune