Hvordan har du det? Altså sådan rigtigt...

TILVÆRELSE:Hvordan har du det? Altså, sådan rigtigt.

Jeg har det fint.

Vi taler alle sammen ud fra et manuskript.

I hverdagen kommer det specielt frem, når vi bliver konfronteret, med spørgsmålet: Hvordan har du det? 9 ud af 10 gange holder vi os til manuskriptet, og følger det til punkt og prikke. Jeg har det fint.

Sætningen bliver hurtigt efterfulgt af et smil og et høfligt nik med hovedet, hvortil rollerne byttes, og du står som modtager af et lettere presset smil.

DEN SIDSTE tiendedel er, når vi afviger, som sker under indflydelse af alkohol eller anden form for middel, som gør, at vi ikke er 100 pct. virkelighedsnær.

Her improviserer vi og glemmer alt om de høflige tiltag, som ellers er så dominerende i hverdagen.

JEG HAR det ikke fint. Men jeg har også snydt en smule - jeg har nemlig allerede skrevet hele mit endeløse sygdomsforløb på flere hundrede Facebook-linjer og har postet billeder af kedelige, hvide hospitalsvægge.

Dette har jeg gjort for at undgå flere indøvede manuskripter - for personligt, så dur jeg ikke til overfladiske smalltalk-samtaler.

Men jeg dur heller ikke til at starte en samtale, velvidende, at det handler om sociale normer end af reel interesse.

MEN SELV med en invitation til reel samtale bliver jeg oftest mødt af de samme få, overfladiske linjer. Og det synes jeg, er en skam.

Det er en skam, at vi er så følelsesblufærdige. Intet andet ord dækker bedre for det end følelsesblufærdig. Og hvad menes der med det? Jeg tror på, at en del af det handler om flere ting; helt præcist tre relative væsentlige ting.

FOR DET første mener jeg, at der ligger et problem i, at når man spørger om, hvordan vedkommende har det, at men i de fleste tilfælde ikke forventer et reelt svar - hvortil, at hvis det reelle svar kommer, at vi hurtigst muligt gerne vil bakke ud af interaktionen.

Forventningen er allerede fra start, at vi ikke regner med at få et ærligt svar. Det er en fræk antagelse.

MEN JEG mener også, at der ydermere ligger et underlæggende problem. Vi ved ikke, hvordan vi modtager de hårde, rå ord som vi selv har bedt om.

Vi ved slet ikke, hvordan vi afviger fra vores indlærte manuskript, og hvordan vi forbliver i trykkede samtaleemner.

FOR DET andet, mener jeg, at vi, som overleverer et passende respons, er alt for hensynsfulde.

Det ville være forfærdeligt, hvis min dårlige nyhed skulle invalidere en andens gode humør eller fratage dem muligheden for at føle "dårlighed" - men nu skal du høre her, du kan altid finde en, som har det værre end dig selv - og det er okay, for du må godt have det dårligt, og du må hjertens gerne sige det højt, please gør det endelig!

FOR DET tredje mener jeg, at ved ikke at afvige fra det indlærte manuskript, at vi bidrager til et urealistisk billede af et perfekthedssamfund.

Se det som virkelighedens svar på redigerede billeder på sociale medier.

Drejer det sig om, at vi ikke har været eksponeret nok til dybe samtaler, eller at vi har distanceret os fra vores følelsesregister og dermed har svært ved at kunne vise sympati med vores medmennesker? Det ville ikke være overraskende, hvis dette var tilfældet.

VI LEVER et samfund, hvor vi konstant sammenligner hinandens prestige, præstationer, samt bedrifter med vores venner og bekendte omkring os.

Bland så dette med Danmarks absurde alkoholkultur, og så har du en perfekt opskrift på et usundt alibi til at aflaste følelsesmæssigt.

Jeg mener, at vi burde oplære vores medmennesker, store som små, at indgå i dybsindige samtaler. *

VI SKAL oplære hinanden i at skabe meningsfulde interaktioner - og det kan ikke ske uden at begå fejl, dette må vi såvel tage med i vores læringsproces. Vi skal turde høre om et realistisk liv, og indse, at livet aldrig kommer til at være en dans på roser. Og vi skal turde at dele ud - for tit og ofte, tror vi, at vi går alene med nogle følelser og tanker, som vi i virkeligheden egentlig alle går rundt med.

OG IKKE mindst skal vi turde bryde med perfekthedssamfundet - vi skal nedpille glansbilledet som, vi inderst inde alle ved, er falskt.

Mit håb er, at vi sammen kan være med til at videreføre nogle nye normer. Mit håb er, at vi i fremtiden kan undgå at ty til indøvede manuskripter, og udskifter planlagte interaktioner med reel interesse og unik sprogbrug. Så hvordan har du det? Altså, sådan rigtigt.

JEG HAR det ikke fint. For ikke nok med, at skolesystemet presser mig til det yderste, mens jeg samtidig skal holde trit med en kronisk syg krop, så har jeg for nylig lagt et gammelt manus i skraldespanden.

Jeg er en sentimental type, så det har været en lang og svær proces, men jeg er yderst taknemlig for, at jeg gjorde det.

Måske skulle du overveje at gøre det samme?


Emma W. Christensen er 18 år og gymnasieelev med samfundsfag og matematik som hovedfag. Hun har stor passion for kunst og kultur. Dette dyrker hun i stort omfang som fotograf og SoMe-ansvarlig for kulturforeningen Ishuset LIVE i Hobro. Og hun optræder også med spoken word. E-mailadresse: Emsenchristensen@hotmail.com. - Næste mandag langer hun stafetten videre til Frederikke Bech Høyer, 27 år og kommunikationsuddannet. Arbejder til dagligt på Østerskov Efterskole, hvor hun blandt andet arrangerer rollespilsevents og koordinerer frivillige. Fritiden bruges på bøger, musik, rollespil, kulturbegivenheder og snakke med fremmede om stort og småt.