Så helt fra bondestenalderen og næsten op til i dag har grundlaget for produktion af værdi kommet fra, at mennesker har dyrket jorden og derved skabt værdi. At være jordbesidder har derfor i flere tusinde år været ensbetydende med, at man havde adgang til rigdom, til forskel fra de jordløse. Jordbesidderne kunne vælge at dyrke deres jord som det passede dem og høste værdien af det.

Men i 1800 tallet i romantikken begynder der at brede sig en anderledes opfattelse af jorden og dermed landskabet. Nogen finder på, at jorden ikke bare er jordområder, der kan dyrkes. 

De er samtidig noget man kalder Naturen, som har en værdi ud over hvad der kan dyrkes på den. Det er især byboere, der er blevet rige på først handel (med landbrugsprodukter) og senere industriproduktion. Disse velhavere går sammen, opkøber særlige smukke områder, og får gennemført noget de kalder fredninger, hvor det ikke er jordens værdi til at producere varer, der er værdien, men områdets skønhed og indvirkning på sindet.

Ikke kun nytteværdi

Denne opfattelse af at landet har en anden værdi end nytteværdi, at områderne har en selvstændig værdi som en natur, har den overraskende effekt, at det ikke kun er jordbesidderne, der har købt områderne, som bestemmer over dem. 

Alle os andre, der ikke er medejere, vil også have noget at skulle have sagt. Vi vil ikke finde os i, hvad jordbesidderne kan finde på at gøre med deres jorder, hvis ikke det passer ind i hvad vores forestilling om hvordan jordene - nu Naturen - bør ser ud og være. 

Vi har i flere tusinde år vænnet os til, at jorde skal være fyldt med kornmarker, roer eller andre afgrøder. Det har været produkter, som vi ved er til gavn, enten direkte eller når de er blevet sendt igennem grise og køer. Nu står vi så over for nye udfordringer og igen kan markerne bruges til at løse nogen af vores største og mest presserende problemer. Markerne kan nu være en del af løsningen på vores produktion af grøn energi, i form af solcelle og vindmølleparker og andre energianlæg. 

Men det ramler hårdt sammen med vores tusindårige opfattelse af, hvordan marker skal se ud og om hvordan vores allesammens (også os som ikke er jordbesiddere) naturopfattelse er. 

Nu blander vi os alle sammen, vi er alle blevet medejere. Det gør ikke udviklingen af de nødvendige tiltag nemmere. Men vores problemer forsvinder jo ikke ved, at vi ikke kan blive enige om, hvordan de skal løses. Det har virkelig været svært, at få de nødvendige energianlæg sat op. Det er ikke fordi at de mennesker, der ejer jordene, er imod. 

Haver som frimærker

Det er på grund af alle os andre, der ikke ejer andet end vores frimærke-haver. 

Hvad gør vi så? Når man kigger rundt i det ganske land, er der enkelte steder, man har vist nogen muligheder for at få stillet de kærkommende energianlæg op. I Thyborøn har de sat nogen af Danmarks største vindmøller op uden der har lydt store protester, ja de lokale synes lige pludselig, at de er kønne (som mange af os gjorde for 20-30 år siden). 

I Thyborøn er de lokale gået sammen for i fællesskab om, at sætte møller op og fordele indtægten, som vi andre gjorde, da vi var med til at sætte fællesmøller op i 80érne. På samme måder kunne landbrug, der kunne tænke sig at få sat solceller op, invitere andre lokale til økonomisk at være med i projekter, der kunne være til stor gavn for de lokale i området, så værdierne der bliver skabt tilfalder nærområdet. Hvordan anlæg ser ud afhænger uhyre meget af, hvor stor gavn de mennesker der skal se på dem, har af dem. 

Det burde ikke være så svært, at få etableret sådanne energilandsbyer/områder i andelsbevægelsens hjemland. Men det kræver også, at de lokale i områderne vil bide til bolle og risikere at investere i anlæggene, og at jordbesidderne er villige til at invitere de lokale ind i projektet. Der er heldigvis ved at komme forståelse for den model flere og flere steder. Jordens rigdom er stigende og der bliver kamp om den. Jeg håber de lokale vil være med i kampen og ikke bare sig NEJ og NEJ og NEJ.

PS: Forureningen af vores fjorde og have er et helt andet problem, men måske kan de to problemer kombineres.