Hvordan skal din død være? Husk at gøre dig tanker

For mange af os er det svært at tænke de tanker og tage fat i den proces med sig selv og sine nærmeste. For det er langt fra nogen rar tanke, at man skal dø - sige farvel til alt det, der nu engang gør livet værd at leve.

Men der er næppe tvivl om, at der kan være god grund at til at vende tingene. Pludselig kan det være for sent, og man hænger fast i en situation, som man selv gerne ville have været foruden og ikke føler værdig - og ens pårørende lider med.

At emnet er evigt aktuelt står klart, efter at Kristina Klindt til NORDJYSKE Medier fortalte sin historie og oplevelser med sin mor, der er hårdt ramt af den frygtede sygdom multipel sklerose, som angriber centralnervesystemet.

Kristina Klindts mor fik diagnosen for 28 år siden, klarede sig i mange år med forskellige hjælpemidler, men er nu endt på plejehjem, hvor hun i dag ligger helt lammet uden at være i synlig kontakt med sin familie. Kristina Klindt oplever situationen som uværdig og har ikke andet ønske, end at moren kunne få lov til at dø. Men på et tidspunkt i forløbet sagde moren ja til yderligere behandling, og Kristina Klindts søster var også for at give moren en chance for at få det bedre. Derfor fortsætter den livsforlængende indsats, men som Kristina Klindt siger: ”Det år, vi har reddet hende, har været et år i helvede. Hun er der ikke. Det er simpelthen så uværdigt.”

Situationen er kompleks. Og hvad der er rigtigt eller forkert skal ikke bedømmes fra denne plads.

Men historien er som nævnt en påmindelse om, at det er vigtigt at tænke sit liv til ende i den forstand, at der for én selv og éns pårørende er klarhed over, hvor meget og hvilken behandling der skal ydes, når situationen opstår. Vil man genoplives ved hjertestop? Vil man have behandling i tilfælde af lungebetændelse? Vil man have ernæring gennem en sonde, hvis man ellers ligger uden kontakt til omverdenen? Osv.

Det handler i bund og grund om at se døden i øjnene og spørge sig selv, hvad man synes er værdigt - hvad man vil være med til at byde sig selv og sine pårørende, når livet lakker mod enden. Som det fremgår af Kristina Klindts betragtninger gælder det om at holde sig for øje, om livet altid er det vigtigste, uanset hvilken tilstand det leves i. Er der en grænse, hvor det mest værdige og naturlige, man kan byde sig selv, netop er at sige farvel til livet?

Der gives ingen generelle formler i den sag, men der er ræson i at regne på tingene, mens tid er.