Hvad gør man anderledes i de kommuner der klarer sig godt? Og skal det fortsat være op til hver enkelt kommune at vurdere og tildele førtidspension, eller bør opgaven i højere grad centraliseres, så der sikres mere ensartede og retfærdige afgørelser på tværs af landet?

Førtidspension er ikke en gave. Det er en sidste udvej for mennesker med varig og væsentligt nedsat arbejdsevne. Men når næsten hver femte ikke-vestlige indvandrer i visse kommuner tilkendes førtidspension, mens det i andre, som her i Aalborg, kun gælder under hver tiende, må vi tage forskellene alvorligt. Det kan naturligvis forklares delvist med befolkningssammensætningen og forskelle i opholdsgrundlag og oprindelsesland. Men det kan ikke forklare alt.

Tallene peger på, at der også er strukturelle forskelle i, hvordan kommunerne arbejder med at integrere til arbejdsmarkedet og visitere til pension. Aalborg har i årevis prioriteret en aktiv beskæftigelsesindsats og en tæt kontakt til den enkelte borger. Måske er det derfor, vi klarer os bedre.

Men vi må også erkende, at det nuværende system, hvor 98 kommuner hver især har egne kriterier og praksisser, risikerer at skabe ulighed i velfærdsstaten. For nogen er systemet for rigidt. For andre, alt for løst.

Derfor bør vi åbne diskussionen om en delvis centralisering af tildelingen af førtidspension, ligesom Dansk Arbejdsgiverforening har foreslået. Ikke nødvendigvis i form af en national styrelse, men måske gennem centrale enheder, der kan sikre en mere ensartet praksis og samtidig aflaste kommunerne.

Hvis vi ønsker et Danmark med sammenhængskraft og lige muligheder, må vi også turde stille spørgsmålstegn ved, om lokale forskelle på op til 16 procentpoint i førtidspension blandt ikke-vestlige indvandrere er bæredygtigt eller et tegn på, at systemet trænger til en opdatering.

Flere kommuner, herunder Aalborg, viser, at det kan gøres bedre. Vi kan bruge det som udgangspunkt for at gøre det bedre alle steder.