Hvorfor er valgkamp blevet så halvhjertet?

Et godt stykke ad vejen har det så godt som udelukkende været politikere og andre med "aktier i foretagendet", der har deltaget i den smule debat, der trods alt har været.

Det kan i sig selv aflæses af skiftende meningsmålinger, som har vist, at hele 20-25 procent af vælgerne stadig er i tvivl om, hvorvidt de skal stemme ja eller nej til at afskaffe det forsvarsforbehold, som vi har holdt fast i siden 1992.

Hvis man som vælger prøver at blive bare en anelse klogere på, hvad man mon skal stemme, ved at kigge på de forholdsvis valgplakater, der hænger fremme i lygtepælene og andre steder, er man næsten lige vidt.

Som ved noget, der ligner en fælles aftale, har ja-partierne - og dem er der flest af, faktisk hele 10 ud af 13 - tydeligvis besluttet, at EU slet ikke skal indgå i valgplakater forud for et valg, der i sidste ende handler om sige ja (eller nej) til en stadig tættere og mere forpligtende samarbejde i Europa.

"Pas på Danmark - stem ja", står der på Venstres plakater, der viser et Dannebrogsflag, mens Det Konservative Folkeparti på sine meget 1950'er-prægede plakater bringer en tegning af en soldat og et skib under budskabet "Frihed og tryghed - stem ja".

"Ja til fælles forsvar af vores sikkerhed", hedder det hos Socialdemokratiet, mens lillesøster SF er nået frem til "Sammen er vi stærkere - ja". 

Og på Radikale Venstres plakater står slet og ret "Ja". Så kan det næsten ikke siges kortere. Og mere intetsigende eller i det mindste argumentfattigt. Heller ikke her et ord om EU.

Måske har ja-partierne ikke ønsket, at endnu en folkeafstemning skulle ende med at handle om for eller imod selve medlemskabet af EU - eller også bygger man indirekte videre på en forestilling om, at vi i sin tid blev lokket ind i Fællesmarkedet ved folkeafstemningen 2. oktober 1972 uden at få at vide, at det på længere sigt skulle ende med en union.

Heller ikke på venstrefløjen kan man ligefrem beskyldes for at rutte med de tunge argumenter for et nej. 

Hos Enhedslisten lyder det "Sig nej til krig" - ja, hvem ville ikke gerne det? Men om vi ender med at afskaffe forsvarsforbeholdet eller ej har næppe den store indflydelse på, om nogen - for tiden tydeligst Vladimir Putin - føler trang til at føre krig. 

Det er jo nemt nok at ville sige nej til at krig - men knap så nemt når modstanderen mener noget helt andet.

Det vel nok tyndeste argument for at bevare forsvarsforbeholdet tegner Folkebevægelsen mod EU sig dog for med plakater med budskabet "Forsvarsindustrien er den mest klimaskadelige i verden". 

Det er meget muligt - men mon ikke trods alt langt de færreste ønsker at blive udsat for ikke kunne gå til modangreb ud fra et overordnet hensyn til klima. "Hov, nej, nu blev vi angrebet, bare vi dog kunne have slået igen, men desværre, vi er jo nødt til at tænke på miljøet". 

Det er simpelthen for naivt.