Avlsdyr skal også slås ned.

Vil anbefale personligt at slå alt ned nu. Det betyder ikke, at når det er sundhedsfagligt forsvarligt på den anden side af covid-19 så ja.

Men det kan også være en provokation.

Kombi-model: Forsvaret slår ned – minkavlere får en gulerod.

I mellemtiden - hvorfor skal det gå så hurtigt?”...

Sådan har statsminister Mette Frederiksen (S) muligvis sagt på et af nyere tiders mest omtalte sammenkomster, nemlig mødet i Koordinationsudvalget 3. november 2020 - lige nøjagtigt dér, hvor en eller anden endte med at nå frem til konklusionen om at slå samtlige landets mink ihjel. Også avlsdyrene. Og derved lægge den danske minkbranche og et helt eksporterhverv med alt, hvad det har af berørte aktiviteter, brak. I kortere eller længere tid. Hvem ved, måske for altid her i Danmark.

De omtalte konklusioner - holdt i yderst kortfattet punktform - fremgår i hvert fald af de 13 sider lange noter, som sundhedsminister Magnus Heunicke i sin tid har skrevet ned. Nok mest af gammel vane. Dels fordi han åbenbart fører dagbog, dels fordi han er tidligere journalist og derfor er vant til at skrive noter.

Af helt indlysende grunde har sundhedsministerens noter vakt opsigt - ikke mindst fordi flere af mødets øvrige deltagere har haft travlt med at lægge afstand til indholdet af noterne. Som regel ud fra den kendte formulering om, at ”det var altså ikke sådan, ordene faldt”.

Noterne endte med at få en ret fremtrædende placering, da Magnus Heunicke igen blev afhørt i Minkkommissionen tirsdag.

Her tog ministeren selv visse forbehold for noterne, for ”de er ikke godkendt af de andre mødedeltagere, og det er ikke beslutningsreferat. Jeg forsøger at skrive de vigtigste sætninger ned”.

Og her er vi muligvis ved sagens kerne.

For hvorfor i alverden foreligger der ikke et omhyggeligt formuleret, skriftligt referat fra et af nyere tiders vigtigste regeringsmøder med et af nyere tiders mest vidtgående - og dyreste - konklusioner?

En hvilket som helst nok så beskeden forening i selv den mest fjerntliggende by sørger for at udfærdige referater. Ikke kun fordi vedtægterne ofte kræver det - men også fordi der derved er noget at slå tilbage i og blive klogere på: Hvem sagde og gjorde hvad hvornår? Og hvornår blev den endelige konklusion truffet - og af hvem? Faktisk lige nøjagtigt de spørgsmål, som skatteborgerne godt kunne tænke sig at få svar på.

Det er helt fint at ville påtage sig et ansvar og have magten - men ansvaret og magten gælder også, når det, man vedtager, viser sig at gøre ondt.