Hvorfor skal minkavlere vente i op til syv år på erstatning?

LEDER:"Vi fik 14 dage til at slå minkene ned, og nu skal staten måske bruge syv år på at få gjort det færdigt".

Så er det sagt. Af Jakob Andersen fra Nørager, en af de cirka 1200 minkavlere, der nærmest fra minut til minut har kunnet se deres virksomhed - i nogle tilfælde deres livsværk - styrte i grus på grund af den ulyksalige beslutning om at aflive samtlige mink i Danmark.

Lige så hurtigere end hurtigt det skulle gå dengang - med løfter om tempobonus og lidt for tjenstivrige politifolk uden lovhjemmel til såkaldte "action cards" med lodrette ordrer - lige så god tid er der nu pludselig til at få ryddet op, ikke mindst økonomisk.

Oprindeligt har der været udsigt til, at de sidste minkavlere kunne få udbetalt erstatning i 2024. Men prøvesager har vist sig at være komplicerede og så forskellige, at der snildt kan gå op til syv år - altså frem til 2027 - før de sidste erstatninger er udbetalt.

I mellemtiden er der ganske vist sat langt flere ansatte af til at behandle sagerne - faktisk næsten fire gange flere end oprindeligt planlagt - men for nogle minkavlere har det stadig lange udsigter med at få udbetalt erstatning. 

Hvis meningen med hele forløbet siden november 2020 har været ikke bare at udslette minkavl i Danmark, men også håne og fornedre minkavlerne - så må projektet siges at være lykkedes. For ikke ét eneste forløb af sagen har haft så meget som et skær af værdighed over sig.

Ét er, at aflivningerne er sket uden lovhjemmel - og siden med lovhjemmel med tilbagevirkende kraft - fordi ingen i tide har spurgt, om det var lovligt, og fordi ingen åbenbart har haft tid og overskud til at kigge i relevante papirer eller konsultere relevante eksperter.

Noget helt andet er forløbet med ikke bare de ulovlige "action card", men også selve den meget brutale måde nogle af minkene er blevet aflivet på - hvorefter de døde og efter sigende smittefarlige mink i nogle tilfælde blev efterladt i åbne containere. Og siden i nogle tilfælde tabt under transporten på vej til nedgravning på steder, hvor lokale politikere end ikke blev informeret om, at gravearbejdet ville finde sted.

Derefter blev minkene gravet op igen og destrueret - mens minkavlerne oprindeligt har fået at vide, at de naturligvis skulle blive ved med at vedligeholde de tomme bure, for ellers var det ikke muligt at vurdere værdien af investeringer. 

Det hjælper en anelse på på det, at avlerne senere har kunnet nøjes med at aflevere fotodokumentation - og ansøge om at måtte rive stalde og andre bygninger ned, inden erstatningssagen er afgjort. Selve tanken om at lade tidligere minkavlere gå rundt blandt tomme, vedligeholdelseskrævende bure, der formodentligt aldrig kommer i brug igen, kan kun være opstået hos bureaukrater og andre med en rent teoretisk tilgang til praktisk arbejde.

Af minksagen er der meget at lære. Noget om hastværk og om ikke at lade sig gribe af panik. Om at huske at spørge andre. Og lytte til andre end sig selv. Og ikke mindst noget om at have respekt for et håndværk, som man kan have mange holdninger til, men som fortjener at blive behandlet ordentligt. 

Og så bekræfter det desværre endnu engang tendensen til, at private meget nemt bliver de små over for det offentlige - private har travlt og bliver ofte præsenteret for en yderst håndfast tidsfrist, som skal overholdes, ellers kan det få ret alvorlige konsekvenser. For det offentlige gælder straks helt andre regler. Så kan der pludselig godt gå helt op til syv år, før der falder erstatning af, for uhh, nu bliver det pludselig meget kompliceret.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden