Hvornår har du sidst stået op for en fremmed?

HENSYN:Hvornår har du sidst stået op for en fremmed?

I en fyldt bus er der én, som har brug for en siddeplads - rejser du dig? En ny person starter i din klasse eller på dit arbejde - er du den, der hjælper dem ind i fællesskabet? En butiksarbejder bliver skældt ud af en vred kunde - blander du dig? Tør du sætte dig selv på spil for en fremmed?

Vores handlinger er med til at forme de fællesskaber, vi er en del af.

NÅR VI deltager aktivt i den offentlige debat og de magtkampe, som former det politiske landskab, er vi med til at forme samfundet.

Når vi er sammen med vores venner, køber ind til aftensmad eller knokler på arbejdet, former vi vores omgivelser. Mens den offentlige debat alt for ofte er domineret af de få privilegerede, kan vi alle være med til at påvirke de lokale fællesskaber, vi er en del af. Dér, har vi sammen et ansvar for, at vi kan leve, lære, udvikle os og blive grebet, når vi en gang imellem snubler.

HVORFOR? Når vi rækker ud til en fremmed og giver en hjælpende hånd, er vi med til at styrke den tillid, vi har fået foræret af vores aner. Tilliden mellem os er så stærk, som forståelsen er blandt os. Tillid er en gave, vi giver. Hver gang vi hjælper hinanden. Tilliden mellem os brænder kun så stærkt, som mængden af brænde, vi sammen bærer til det fælles bål. Vi kan ikke købe os til tillid. Vi kan ikke tvinge os til tillid. Vi kan ikke smalltalke os til tillid. Tillid er enten noget, vi har eller ikke har: Enten har vi hinandens ryg, eller også står vi hver især alene mod verden.

HVOR MEGET tillid man har til sig selv, omverdenen eller systemet, bliver formet af ens levede liv. Vi er på godt og ondt formet af det, der har hændt os. Vores oplevelser skaber mønstre og overbevisninger, der er med til at forme vores fremtid. Måske voksede du op i trygge, kærlige omgivelser uden økonomiske udfordringer. Måske voksede du op i omgivelser, hvor du og din familie kæmpede sig gennem hverdagen. Hvad du lærte i barndommen, både om dig selv og omverdenen, er ikke din skyld. Det er til gengæld dit ansvar at bevæge dig videre derfra og skabe det liv, du gerne vil leve: En. Brik. Ad. Gangen. På et tidspunkt har du måske brikker nok til at skabe dig et stabilt tårn. Hvis det sker, begynder du så at se dig omkring for at finde nogen, der kan bruge dine ekstra brikker?

MISFORSTÅ mig ikke. Min pointe er hverken, at du skal give noget væk, du ikke har, eller at du altid skal være helten, der redder dagen.

Min pointe er derimod, at når vi har overskud, så er det at vende blikket udad og lytte til vores omgivelser essentielt for sammenhængskraften. Vi skal lytte til det svære, usagte og ubehagelige - vi skal turde træde ind i arenaen, gribe og blive grebet af andre. Også når vi er bange for, at det kommer til at udstille os selv og vores egne mangler.

Vi skal lytte til det svære, usagte og ubehagelige - vi skal turde træde ind i arenaen, gribe og blive grebet af andre. Også når vi er bange for, at det kommer til at udstille os selv og vores egne mangler.

“Okay”, spørger du måske: “Men hvor meget kan vi så egentlig tillade os at blande os i andres liv?”

IKKE RET meget: Vi kan ikke vælge, hvem der bliver kærester med hvem, eller hvordan fremmede behandler andre.

Vi kan sådan set heller ikke vælge, om kunden før os i køen skælder butiksassistenten ud for manglende toiletpapir eller smør.

Vi kan sådan set heller ikke vælge, om kunden før os i køen skælder butiksassistenten ud for manglende toiletpapir eller smør. Det, vi kan vælge at gøre, er at stille os til rådighed og spørge: “Hej, er du okay?” eller “Har du brug for en hjælpende hånd?”

Det, vi kan vælge at gøre, er at stille os til rådighed og spørge: “Hej, er du okay?” eller “Har du brug for en hjælpende hånd?”

HVIS DEN fremmede siger nej, kan vi smile til dem og gå videre med vores dag. Et nej er ikke et angreb på vores ego. Det er ikke manglende anerkendelse eller taknemmelighed for, at du bød dig til og viste, at du så dem. Et nej betyder: “Jeg kan selv. Jeg vil selv.” Og de fleste husker senere, at der var nogen, der var der: At en fremmed stod op for dem.

Hvis vi er enige om, at det er vigtigt, men svært, at stå op for en fremmed, og at vi ikke bliver ramt, når nogen siger nej til vores hjælp, hvad er der så tilbage i kassen af undskyldninger?

DER ER den der… ubehagelige tvivl. Den, der sidder i maven, når man skal gøre noget uvant. Den frygt, man trodser, når man bryder med de sociale spilleregler.

Valget ikke at blive handlingslammet af situationens mulighedsrum. At bryde dét, handler om modet til at acceptere, at vi kan lide overlast. Modet til socialt at stille sig op og sige fra, når nogen bliver ekskluderet eller uretfærdigt behandlet. Modet til at lytte til andres fortællinger, også når det bliver ubehageligt. Modet til at acceptere, at vi alle fucker op, og derfor skylder nogen et oprigtigt dybtfølt undskyld.

DÉT MOD, det er ikke noget, vi er født med.

Det er noget, vi lærer. Igen. Og igen. Og igen. Det er noget, vi løbende øver os i at have, og noget, vi løbende skal holde ved lige. Det er noget, vi ikke kan tage for givet. Det er gaven at handle, så vi kan se os selv i øjnene, fordi vi trodsede frygten og gjorde vores bedste.

Så tilbage er kun at spørge… hvornår er næste gang, du står op for en fremmed?

Frederikke Bech Høyer er 27 år og kommunikationsuddannet. Arbejder til dagligt på Østerskov Efterskole, hvor hun blandt andet arrangerer rollespilsevents og koordinerer frivillige. Fritiden bruges på bøger, musik, rollespil, kulturbegivenheder og snakke med fremmede om stort og småt. E-mailadresse: frederikke.b.hoyer@gmail.com. Næste mandag langer hun Stafetten videre til Freya Éowyn K. Chapman, 18 år og elev på den internationale gymnasiale uddannelse IB og omtaler sig selv som "en spirende kunstner indenfor poesiens og penselstrøgenes verden".