Debat

I bedste fald har vi et luftmelde-system, der minder om dem, der blev brugt under Anden Verdenskrig

- Nærmest eneste faktuelle oplysning, der kom fra de ansvarlige ministre på torsdagens pressemøde var, at det altså ikke var Jens Hansen udstyret med en drone fra Fætter BR, der havde skabt panikken, lyder det i denne kommentar. 
- Nærmest eneste faktuelle oplysning, der kom fra de ansvarlige ministre på torsdagens pressemøde var, at det altså ikke var Jens Hansen udstyret med en drone fra Fætter BR, der havde skabt panikken, lyder det i denne kommentar.  Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens egen holdning.

Dette er en kommentar skrevet af debatredaktør Anders Sønderup. Den udtrykker skribentens egen holdning.

At synet af en stjerne tidlig fredag morgen fik lukket luftrummet over Billund  fortæller sådan set alt om vores beredskab mod droner. 

I bedste fald har vi et luftmelde-system der minder om dem, der blev brugt under Anden Verdenskrig: Bekymrede borgere ringer ind, patruljer drøner ud, kigger op i himlen og afgør så, om det er drone eller stjerne. Ligner det en drone, sendes folk bevæbnet med kikkert ud for at se op i himlen, og om der eventuelt skulle stå Made in Russia på bunden. 

Dagen før havde regeringen ufrivilligt bekræftet den sørgelige tilstand. Nærmest eneste faktuelle oplysning, der kom fra de ansvarlige ministre på torsdagens pressemøde, var, at det altså ikke var Jens Hansen udstyret med en drone fra Fætter BR, der havde skabt panikken i København, Aalborg, Karup og Skrydstrup. Resten - heriblandt detaljer som hvor dronerne kom fra, hvor de fløj hen, og hvem der havde afsendt dem - var uvist.  

Det eneste, der effektivt blev skudt ned, var kommentarsporenes skrupskøre konspirationsteori om, at Mette Frederiksen skulle stå bag i håbet om øget krisetidsopbakning til regeringen. Det pressemøde kommer ikke til at give medvind i nogen meningsmåling.

Tillidsvækkende kan myndighedernes optræden ikke kaldes, nærmere kluntet og en tragikomisk understregning af, at vi slet, slet ikke er rustet til den situation, vi står midt i.   

Det er ikke helt sikkert, at dronerne havde russisk afsender, men det er helt sikkert, at anslaget - som statsministeren kalder det - gavner Moskva.  Effekten har været åbenlys - splittelse, vrede og vel også en slags frygt. Det er præcist derfor, man fører hybridkrig, og derfor at russerne bruger så mange ressourcer på det. 

At der også ville komme droner i dansk luftrum kan ikke komme som et chok for mange. At enhver kapabel droneejer - hvilket jo vil sige en stat - uopdaget og uhindret kan sende droner ind over Danmark overrasker vel egentlig heller ikke.  

Ansvaret for, at det forholder sig således, kan kun placeres et sted: Christiansborg. 

Nu har oppositionen kronede dage med at bebrejde regeringen, og det har Juul, Vanopslagh, Messerschmidt og Støjberg selvfølgelig al ret til. SMV-regeringen har ikke just imponeret. 

Det står også enhver frit for at tro på, at situationen havde været håndteret bedre, om oppositionen havde haft regeringsmagten i de år, der er gået, siden Rusland gik ind i Ukraine. 

Sandsynligt er det dog ikke. 

Samtlige regeringer og skiftende folketingsflertal gennem de seneste 35 år bærer ansvaret, og at hævde, at det alene skulle være den nuværende regerings skyld, er letkøbt, historieløs ansvarsforflygtigelse. For alle - inklusive de, der har stemt på dem - er skyld i forsvarets og beredskabets tilstand. 

Siden Berlin-murens fald har adskillige konsulentfirmaer været hyret ind for at finde besparelser, og dem fandt de i helt uhyrlig grad.  

At skabe et troværdigt og effektivt forsvar er ikke nemt, og ikke noget, der kan gøres på kort tid. 

Problemet er bare, at vi åbenlyst har brug for det nu. 

Meget mere end at vi har brug for endnu et skænderi på Christiansborg. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden