Jeg er fuldstændig enig i, at mobning er en af de mest ødelæggende kræfter i menneskers liv. Mobning i barndommen frarøver barnet sit selvværd, selvtillid og glæden ved at være et helt normalt barn. Barnet kan udvikle sig i en uheldig indadvendt retning. 

Eftervirkninger af mobning i barndommen kommer nemt til at kaste lange mørke skygger ind i teenageralderen og en del af voksenlivet. Skygger der er vanskelige at veksle om til lys og solskin. For nogen vil barndommens besværligheder følge dem resten af livet. Så ganske ulyksaligt.

Mobning i skolen har altid været der. For snart 70 år siden, hvor jeg startede i skolen, levede massiv mobning i bedste velgående. Ingen greb ind. Emsige skolelærere og forældre slog børnene. Alle slap godt fra det. Det var jo tilladt. 

Godt at revselsesretten blev afskaffet, nu slap børnene da for korporlig afstraffelse, men mobningen fortsatte. Den er der stadigvæk. Igennem årene har kloge og lærde mennesker skrevet i stakkevis af artikler om mobning, og om hvor destruktiv den er, uden det har hjulpet. Man erkender, at problemet er der, men mere er der ikke sket. Kloge ord og massevis af undersøgelser stopper ikke mobberiet. 

Utroligt, at man efter så mange år, som skolerne har eksisteret, ikke endnu har fundet den rigtige måde at undervise børn på, og få nogenlunde bugt med mobberiet. Man burde for længst ha’ fundet den rette måde.

Svært at stoppe

Kan man stoppe skolemobning? Nok ikke helt. At forsøge at få herredømmet over et andet menneske, fortælle at jeg er dygtigere end dig, ligger dybt i generne; det er jeg overbevist om. Altså: Jeg er stærkere end dig, jeg vil ha’ magten over dig, har alle dage været der. Vi kan i hvert fald reducere det betydeligt. Og det skal vi naturligvis forfølge.

Desværre er man i folkeskolerne alt for nervøse for at gribe effektivt ind, der hvor det gør ondt, og det er hos forældrene. Man er alt for bange for, at gribe ind af frygt for forældrenes negative reaktioner. For skal vi komme mobberiet til livs, skal vi netop starte hos forældrene. Det er hos forældrene en del af løsningen findes. 

Forældrene skal fortælle deres børn, at mobning ikke er i orden. Det er nu dem, der har det endelige ansvar for, at deres børn opfører sig ordentligt i skolen. Ikke skolen. Skolen er en læreanstalt, ikke en opdragelsesanstalt. Skolerne tør ikke, efter min opfattelse, foretage de nødvendige skridt til at irettesætte en genstridig, uroskabende elev uden at komme i konflikt med forældrene og lovgivningen.

En vigtig ting er også, at skolen og forældrene bestræber sig på at skabe en positiv dialog om de problemer, der uvilkårligt kan opstå. Ikke modarbejde hinanden. Det nytter ikke noget, at nogle forældre insisterer på, at skolen skal opdrage deres børn, og tage hensyn til netop deres børn. Det har skolen slet ikke ressourcer til. Jeg tror på, at mobberiet i skolen kan reduceres væsentligt med et godt samarbejde mellem skole og forældre.  

Endnu mere ulyksaligt er det, at det ikke blot er børn, der mobber hinanden. Mobning finder også sted iblandt de voksne. Hvem kender ikke til en person på en arbejdsplads, der kan gøre arbejdspladsen så ganske ulidelig at være på. Ingen tør gribe ind af frygt for repressalier. Fjerner man sådan en urostifter fra arbejdspladsen, vil den blomstre op, og dagligdagen for de ansatte vil gå fra gråd til smil. 

Sygefraværet vil endda hurtigt falde. En arbejdsplads med gode menneskelige miljøforhold, uden en dominerende skadevolder, er dejligt at møde ind til hver morgen. Det modsatte? Sygemelding. Mobningens arnested kan også udspringe fra ledelsen. Det har Nordjyske så glimrende afdækket. 

I mine over 50 år på arbejdsmarkedet har jeg mødt rigtig mange af disse destruktive mennesker, der direkte går efter ressourcesvage mennesker. Prøver ved enhver lejlighed at genere dem, gøre dem til grin, og gøre deres hverdag pænt besværlig. Det har ikke hele tiden været rart at være tilskuer til. 

Nogle voksne elsker at være i centrum, også hvis det betyder, at det går ud over nogle andre, har de ikke holdt sig tilbage for det. Det triste er, at voksne mennesker, der har overværet en mobber, der har gået i kødet på et ressourcesvagt menneske, passivt har set til og grinet med. Jeg har dog oplevet et par gange, at en voksen mand/kvinde har trådt frem og sagt: Stop.  Nu slutter festen. Dem er der alt for få af.

Voksne burde være så voksne og holde sig fra denne skadelige adfærd. De skulle jo være forbilleder eller rollemodeller for deres børn. Børn spejler sig i de voksne. 

Der ligger et stort ansvar hos forældrene i at opdrage deres børn, give sig tid til dem og være rollemodeller for dem og forhindre, at tusindvis af børn bliver mobbet hver dag. Lære ressourcestærke børn at tage sig af mindre ressourcestærke børn. Heldigvis har de allerfleste forældre den holdning.