Inden du stemmer: Ni svar, der er værd at kende
Har du stadig spørgsmål til, hvordan det foregår på valgdagen 16. november, så kan svaret være her:
Opdateret 23. november 2021 kl. 15:11
1. Hvor kan du stemme?
Det fremgår af dit valgkort, som du har fået tilsendt med posten. Du skulle have haft det senest i torsdags - den 11. november - men hvis du ikke har fået det, skal du henvende dig til kommunen. Det bør du også gøre, hvis der står forkerte oplysninger på valgkortet. Muligheden for at brevstemme udløb fredag 12. november klokken 16.
2. Hvad gør du, hvis du ikke har fået et valgkort - eller mistet det?
Du møder op på valgstedet - spørg din kommune, hvor du skal stemme - og viser gyldig id. For eksempel sundhedskort, kørekort eller pas. Så får du udleveret dine stemmesedler.
3. Hvornår kan du stemme?
Tirsdag 16. november mellem kl. 8 og kl. 20 - hvis ikke andet fremgår af dit valgkort.
4. Hvorfor får du to stemmesedler?
Det er, fordi der både er kommunevalg og regionsvalg. Der er 11 kommuner i Nordjylland og kommunen tager sig af skoler, børnehaver, ældrepleje og andre lokale forhold. Regionen har først og fremmest ansvar for sygehusvæsenet.
5. Hvornår er en stemmeseddel ugyldig?
Det er den, hvis du skriver eller tegner alt andet end et kryds - eller hvis det ikke er tydeligt, hvor du har sat dit kryds. Det er også ugyldigt, hvis du afleverer en seddel, du ikke har fået udleveret på afstemningsstedet.
6. Hvad hvis du ikke sætter et kryds på stemmesedlen?
En blank stemmeseddel viser, at ikke vil stemme på en af de kandidater, partier eller lister, der er stillet op.
7. Hvornår kender man resultatet?
Når optællingen er færdig. Det svinger fra kommune til kommune, teknologien og tilfældighedernes spil, men fra klokken 22 kan der tegne sig billeder. Praksis er, at man først tæller parti- og listestemmer, og dernæst de personlige stemmer. Det er formentlig først dagen efter valget - og en fintælling - at man kender den endelige sammensætning af kommunalbestyrelsen, byrådet og regionsrådet.
8. Går min stemme tabt, hvis min kandidat ikke bliver valgt?
Nej, ikke, hvis den du stemmer på, er stillet op på en liste eller for et parti, så går stemmen hertil. Kommer partiet heller ikke ind, er stemmen selvfølgelig tabt - med mindre det har indgået valgforbund med et andet parti. På den måde kan din stemme gå til et andet parti, end det du har stemt på. Det gælder også, hvis din kandidat og/eller parti får stemmer “i overskud”, så tæller forbundet som én liste, og kan få et ekstra mandat, end hvis de havde opstillet hver for sig.
9. Er du flyttet?
Hvis du er flyttet for nylig og ikke har anmeldt din flytning senest 9. november 2021, så kan du ikke stemme - hverken i din tidligere kommune eller din nye kommune. Hvis du er flyttet til en anden kommune inden for Region Nordjylland, så kan du dog stadig stemme til det regionale valg.
****
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.