SHOW

"Weird Al" Yankovic

- Jeg har en ret klar fornemmelse af, hvordan andre opfatter mig. De forbinder mig med to ting: Rå, uhæmmet sex-energi og autentisk amerikansk bluesmusik.

Så er det sagt. Af Alfred Matthew Yankovic, altså showfænomenet "Weird Al" Yankovic, selvironiens, parodiens og ikke mindst genretyveriets mester. 

Ordene falder, lige inden han og det i øvrigt aldeles velspillende band kaster sig ud i "Generic Blues", som er lige nøjagtigt dét: indbegrebet af tungt gyngende blues, forsynet med en endnu tungere gyngende hængemuler-tekst. Om at være født i en papirspose på bunden af en kloak. Og om at vælge at tage til bowling i stedet for at skyde sig.

Intet - absolut intet - hos "Weird Al" er normalt. I hvert fald ikke teksterne, der hele tiden leger med (og kører rundt med) lytterne. Og for eksempel forvandler en begejstring for palindromer - ord og sætninger, der staves forfra og bagfra - til det mest fortryllende vrøvl. Som så derfor bliver sunget og spillet, som om det var Bob Dylan ...

I det hele taget er der næppe den populærmusikalske genre, "Weird Al" & Co. ikke mestrer.

I løbet af knap to timer får vi ikke bare Bob Dylan, men også numre, der lyder lidt ligesom hos Bruce Springsteen eller tidlig Billy Joel. Eller brusende surferpop ligesom hos Beach Boys. Når vi ellers ikke bliver kastet ud i særdeles hårdhændet heavyrock - eller et nummer, der lyder som en mellemting mellem The Doors og en regulær mental nedsmeltning. Kendte stilarter, kørt igennem en parodisk kværn et sted mellem Monty Python, Muppet Show, Spike Jones og Mad Magazine. Højst besynderlige ord og optrin til lyden af genkendelige toner.

For eksempel er det typisk for "Weird Al" at stille med en sang, der opfordrer til ikke at downloade andres sange (for så går komponister og musikere jo glip af indtægter) og pakke den i en melodi et sted mellem "We Are the World" og Michael Jacksons "Heal the World".

Fra først til sidst kræver "Weird Als" helt specielle stil endog særdeles åbne ører - og en mere end veludviklet appetit på meget forskellige genrer.

Der skal nok være dem, der havde regnet med en hel aften med lutter parodier som dem, han især er blevet berømt på.

Efter en byge af hans egne numre blev de så belønnet med et hurtigt medley af netop parodier til sidst. Med "Amish Paradise" (særdeles frit efter Coolios storhit Gangsta's Paradise"), nu spillet og sunget, som om den var blevet hængende et sted i 80'erne med saxofon og det hele.

Inden "Weird Als" yderst fornøjelige optræden fik standup-komikeren Emo Phillips i den grad blæst igennem med en halv times blandende mærkværdigheder. 

Hans lidt fortabte attitude ligger et sted mellem hjemløs og æslet fra Peter Plys - og hans form for humor er på én gang barnligt naivt og knastør på kanten til det kyniske: - Jeg var på en mislykket date for nylig. Jeg åbnede ikke bildøren for kvinden. Jeg nøjedes bare med at svømme op til overfladen...

Ove Nørhave

on@dnmh.dk

"Weird Al" Yankovic med showet "The Unfortunate Return of the Ridiculously Self-Indulgent, Ill-Advised Vanity Tour" i Musikkens Hus i Aalborg fredag aften.

Dem spillede "Weird Al" Yankovic:

Lame Claim to Fame

Airline Amy

Bob

One More Minute

Close But No Cigar

Don't Download This Song

Generic Blues

Midnight St

Craigslist

You Don't Love Me Anymore

First World Problems

Good Old Days

I'll Sue Ya

Christmas at Ground Zero

Skipper Dan

The Biggest Ball of Twine in Minnesota

Ekstra:

Not Fade Away. Amish Paradise. Smells Like Nirvana. White & Nerdy. Word Crimes. Yoda.