Intet postyr over krav om coronapas på jobbet

Mange har været bekymrede for deres frie valg vedrørende vacciner og coronapas. Men i praksis går det fint

Selvom mange protesterer imod, at man mange steder skal vise coronapas for at komme på arbejde, er der meget få tilfælde hvor det er et problem. Arkivfoto: Signe Goldman/Ritzau/Scanpix

Selvom mange protesterer imod, at man mange steder skal vise coronapas for at komme på arbejde, er der meget få tilfælde hvor det er et problem. Arkivfoto: Signe Goldman/Ritzau/Scanpix

Det kan godt være, at der råbes højt i den offentlige debat når alen falder på, at man mange steder skal have gyldigt coronapas for at gå på arbejde.

Men det er meget sjældent, det giver anledning til konkrete konflikter, fyringer, bortvisninger eller hjemsendelser.

I Region Nordjylland har der ikke været ét eneste tilfælde, og heller ikke i landets øvrige regioner har der været postyr. Det oplyser regionen til Nordjyske.

Region Hovedstaden og Region Sjælland melder, at de har haft henholdsvis én fyring og én bortvisning på grund af manglende coronapas.

Region Midtjylland har sendt fem-10 ansatte hjem uden løn, da de ikke kunne fremvise et gyldigt coronapas. og Region Syddanmark har en enkelt sag om hjemsendelse.

Ifølge DR har pædagogernes fagforening, BUPL, kendskab til, at to er blevet fyret, fordi de ikke har fremvist gyldigt coronapas.

Hos fagforeningen Djøf kender man også en enkelt sag om en hjemsendelse, fordi den ansatte ikke ville vise sit coronapas. 3F og FOA har ikke kendskab til afskedigelser, skriver DR.

Aftalen om krav om coronapas på arbejdspladser er indgået mellem regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener, at det er vigtigt, at arbejdsgivere kan kræve at se coronapasset.

- At det har haft konsekvenser for nogen, er en naturlig udløber af de muligheder, vi har givet virksomhederne for at sikre, at alle medarbejder kan gå trygt på arbejde.

- Sanktionen er arbejdsgivers afgørelse. Men vi synes, det er rimeligt, at virksomhederne udstyres med en mulighed, så de kan se, at deres medarbejdere ikke bringer smitte med ind på arbejdspladsen, siger han til DR.

Kravet om coronapas på arbejdspladser vil bortfalde, den dag hvor coronavirus ikke længere er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom.

For voksne er coronapasset gyldigt efter tredje stik og fem måneder efter andet stik. Det er også gyldigt fem måneder efter smitte, eller hvis man har en PCR-test eller kviktest, der højst er henholdsvis 72 eller 48 timer gammel.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden