It-svindlere vil udnytte situationen: Derfor skal du være opmærksom næste weekend
Når boligskatten for første gang kan ses på årsopgørelsen, håber it-kriminelle, at de kan fange danskerne med paraderne nede
Opdateret kl. 13:25
Datoen står skrevet i de svindlernes kalender.
Den dato i marts måned, hvor danskerne kan tjekke, om de skal have penge tilbage i skat - eller om der tværtimod skal smides flere penge i skattekassen.
I år er der et ekstra punkt på årsopgørelsen, som man skal forholde sig til. I hvert fald hvis man ejer sin egen bolig. Boligejerne vil nemlig for første gang kunne se deres samlede betaling af boligskat på årsopgørelsen, og det giver de it-kriminelle håb om at fange skatteyderne på det forkerte ben, skriver Ingeniørforeningen IDA i en pressemeddelelse.
Det får it-sikkerhedsekspert i IDA, Jørn Guldberg, til at opfordre danskerne til at være ekstra opmærksomme på it-svindleres fupforsøg op til den kommende weekend, hvor årsopgørelsen frigives.
- Når der er en mulig udsigt til, at den enkelte kan få penge tilbage, og når boligejerne kan tjekke den omdiskuterede boligskat, vil tusindvis af danskere sidde i kø i timevis for at tjekke årsopgørelsen. Det betyder også, at paraderne vil være sænket, hvilket gør, at man lettere falder i, når de it-kriminelle sender e-mails og sms’er, der forsøger at ligne officielle meddelelser fra Skat, siger han.
Bruger kunstig intelligens
Det er ikke længere så let at gennemskue, hvornår man er udsat for et forsøg på fup.
Førhen kunne man aflure et forsøg på phishing, når firmaers logoer var forkerte, eller tekster var fyldt med stavefejl og gebrokkent dansk. Sådan er det ikke længere. De it-kriminelle har også lært at bruge kunstig intelligens i deres forsøg på at franarre folk penge.
- Angrebene ser mere ægte ud i dag, og derfor er det lettere at falde i fælden. Det er efterhånden en hel industri, vi taler om, siger Jørn Guldberg.
Derfor er rådet også forud for "store årsopgørelsesdag", som officielt er 24. marts, at man IKKE skal afgive oplysninger om personnummer, konto eller kortoplysninger, hvis der kommer en sms, et opkald eller en mail, som angiveligt er fra Skat. Man skal heller ikke klikke på links i mails eller sms'er.
Tværtimod bør man være ekstra på vagt og også advare sine ældre familiemedlemmer om ikke at falde i fælden.
Skat åbner officielt for, at man kan se sin årsopgørelse for 2024 den 24. marts. I praksis plejer Skat dog at åbne sluserne lidt før "for at teste systemet af".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.