Jazz i udsøgt verdensklasse - med ordentligt blæs på

Snarky Puppy <i>pr-foto</i>

Snarky Puppy pr-foto

KONCERT
Snarky Puppy
★ ★ ★ ★ ★ ★


- Det har taget os 18 år at nå hertil for første gang, bemærker bassisten Michael League og kigger sig rundt i koncertsalen i Musikkens Hus.

- Og eftersom vi lige har spillet fire numre fra vores nye album, "Empire Central", der næsten lige er udkommet, uden at I har forladt lokalet, går vi ud fra, at I gerne vil høre endnu mere nyt. I'm fishing ...!

Men der er ingen som helst grund til, at League har kastet snøren ud på vegne af sin opfindelse fra 2004, det (for tiden) 10 mand store orkester Snarky Puppy.

For vi er for længst hoppet på krogen. Og dér bliver vi hængende i næsten to timer. Tværs igennem det ene lange, eksperimenterende, fantasifulde tema efter det anden. På én gang ret krævende og yderst givende.

Jazz spiller Snarky Puppy ikke. Kun. Heller ikke fusion eller verdensmusik, men en højst personlig - og konstant skiftende - blanding af kontant funk, hård rock, en diskret slat country, behageligt slentrende funk og solide doser latinamerikanske rytmer. Plus det løse.

Det geniale hos Snarky Puppy ligger ikke "kun" i, at man som tilskuer er havnet i kløerne på en halv snes endog særdeles kompetente musikere, der hele tiden viger pladsen for hinanden og den næste formfuldendte solo - de har også tydeligvis bevaret nysgerrigheden efter at se, hvad de enkelte temaer i det hele taget kan bære. Ikke mindst af svinkeærinder og til tider ret voldsomme temposkift.

Et nummer som "R.L.'s" kan godt lægge ud med et langt forløb med knaldhård, mørk rockguitar for gradvist at ændre karakter ved stadig flere lyse blæsere, og fra det næsten uforsonligt hårde, noget nær en mur af lyd, kan Snarky Puppy så pludselig trimle over i noget helt anderledes let og lyst, smukt og lidt indadvendt og vemodigt i "Belmont".

Humor har Snarky Puppy også. Som når et af indslagene i "Broken Arrow" er en næsten ekstremt dæmpet lyd af vocoder, leveret af en sprællevende Bobby Sparks, der har et eksplosivt kropssprog på linje med en sejrssikker bokser, der lige har vundet et mesterskab.

I det hele taget er det - som altid - en udpræget fornøjelse af opleve en flok musikere, der virkelig har styr på alt, hvad de måtte ligge ind med at virkemidler. Og som ikke er bange for at tage publikum med ud på en kringlet, krævende og kompleks, men også inciterende rundgang i ferme, fantasifulde temaer. 

Snarky Puppy (som vel nærmest betyder "bidsk hundehvalp") må hellere end gerne lægge vejen forbi en anden gang, for her er virkelig tale om funk (m.m.) i udsøgt verdensklasse. Og med masser af knivskarp blæs på.

Som opvarmning/support optrådte i øvrigt noget af et livsstykke, den musikalske énmandshær Nate Wood, der uden tøven (men med stor indlevelse) påtog sig at give den sonm fire musikere på én gang ved at betjene bas, keyboard og trommer og synge på én gang, typisk ved venstre hånd på bassen og højre hånd til at tage sig at skiftevis tangenter og trommer - til tider sommetider med sang. Det forekom på ingen måde så mærkværdigt, som det ellers godt kunne lyde. Tværtimod fungerede det faktisk aldeles udmærket i kraft af en serie fine temaer og melodier og Woods pudsige insisteren på at gøre det hele enklere (ved at påtage sig fire meget forskellige roller på én gang). Slet ikke dårligt.

Snarky Puppy

Musikkens Hus i Aalborg

tirsdag aften

Dem spillede Snarky Puppy

  • Keep It In Your Mind.
  • Honiara.
  • Broken Arrow.
  • Bet.
  • Portal.
  • East Boy.
  • Trinity.
  • R.L.'s. Belmont.
  • Pineapple.
  • Shofukan.

  • Ekstra: Backwards Glance.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.