antiterroraktion

Kæmpe politiaktion mod planlægning af terror - ransagninger i Aalborg

Ransagninger i blandt andet kollegieboliger i Aalborg

Nogle kollegieboliger i Stormgade i Aalborg er blevet ransaget i forbindelse med den landsdækkende politiaktion. Foto: Jan Pedersen

Nogle kollegieboliger i Stormgade i Aalborg er blevet ransaget i forbindelse med den landsdækkende politiaktion. Foto: Jan Pedersen

DANMARK:Politiet har gennemført en aktion flere steder i landet på grund af en mistanke om, at et terrorangreb var ved at blive planlagt, oplyser politiet.

Ifølge et øjenvidne er der på Ravnkildevej i Aalborg Øst afspærret et stort område omkring en beboelsesejendom af politiet.

Videofotograf: Jan Pedersen

Flere store biler fra politiet og patruljer er til stede og får folk væk fra stedet.

Naboer fortæller til NORDJYSKEs udsendte reporter Peter Witten, at lidt før klokken 13 ankom otte betjente iført hjelme, skudsikre veste og bevæbnede med geværer og rykkede ind i området på Ravnkildevej.

- De havde en rambuk med, men om den kom i brug vides ikke. Kort efter kom yderligere kassevogne fra politiet til stede. I forbindelse med ransagningen har politiet blandt andet undersøgt et loftsrum ved en lejlighed på Ravnkildevej. Herfra er der blevet taget adskillige ting ned, fortæller Peter Witten.

En kvinde var kortvarigt tilbageholdt og blev afhørt i en politibil, men hun blev efterfølgende sat på fri fod igen.

- Det er tydeligt, at der er tale om en større aktion i forbindelse med den landsdækkende aktion, lyder det fra NORDJYSKEs udsendte reporter.

Naboerne var meget overraskede og de spurgte betjentene, om de skulle være bekymrede, men det blev de forsikret om, at det skulle de ikke være.

- Her klokken godt 16 er betjentene stadig i gang med at undersøge den lejlighed, som var målet for politiets aktion, fortæller Peter Witten.

Der er også foretaget ransagninger i en kollegiebolig i Stormgade i Aalborg.

Her var der på et tidspunkt 10 patruljevogne fra Nordjyllands Politi og betjente med skudklare maskinpistoler, fortæller et øjenvidne til NORDJYSKEs udsendte i Stormgade, Anders Sønderup.

Døren til en ungdomsbolig blev slået ind og to mænd anholdt. Udover lejligheden blev også depotrum i kælderen under ungdomsboligerne ransaget.

- De blev ført bort i hvide DNA-dragter, fortæller Anders Sønderup.

Aktionen i Stormgade er nu afsluttet, og politiet har forladt stedet, fortæller han.

Også i Herlev ved København har politiet været i aktion, men det er uvist, om det har med terrorsagen at gøre.

Baggrunden for aktionen er mistanken om forberedelse af terrorangreb med et militant, islamistisk motiv, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

I et kortfattet tweet tidligere på dagen skrev politiet, at flere politikredse er involveret i aktionen, som ledes af Københavns Politi.

Politiet vil kort før 15.30 ikke oplyse yderligere, men PET og Københavns Politi holder pressemøde om aktionen klokken 17.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.