Kære unge: Lad ikke frygten overtage

Det, Mia har været udsat for, er en forældres værste mareridt. Det er en ung kvindes største frygt. Men det er vigtigt at minde os selv om ikke at lade den frygt overtage og begrænse os, skriver lederskribent

En så uforståeligt og uretfærdig hændelse lammer vores samfund - og udfordrer vores billede af den by, vi ellers kender så godt. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

En så uforståeligt og uretfærdig hændelse lammer vores samfund - og udfordrer vores billede af den by, vi ellers kender så godt. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

Mia Skadhauge Stevn kom aldrig hjem. Hvad, der er overgået hende, er en mavepuster af dimensioner, og hændelsen lammer vores landsdel. Det føles, som om Aalborg, Vendsyssel, Nordjylland og Danmark er gået i stå. Alle tanker går til Mias pårørende.

En så uforståelig og uretfærdig hændelse udfordrer billedet af vores samfund - af vores by - og vores tillid til vores medmennesker. Det gør os utrygge og ængstelige.

Det, Mia har været udsat for, er en forældres værste mareridt. Det er en ung kvindes største frygt. Men det er vigtigt at minde os selv om ikke at lade den frygt overtage og begrænse os. Mia gjorde intet forkert. Der er intet forkert i at drikke sig fuld, at gå uden jakke, at være alene eller at sætte sig ind i en bil. Intet ansvar kan eller skal placeres hos hende. Ingen forholdsregler eller forsvarsmekanismer kan med garanti beskytte os, hvis nogen har besluttet sig for at gøre os ondt. Og søndag morgen havde nogen besluttet at tage livet fra en ung kvinde, der ellers havde livet foran sig.

Mia - og så mange andre samme weekend - levede livet efter lange corona-nedlukninger. Nedlukninger, som i den grad har haft store konsekvenser for vores ungdom. Her fra kan opfordringen kun lyde, at man fortsætter med at leve livet - fuldt ud. At man ikke lader ængsteligheden tage over og ikke lader sig begrænse, selvom det er svært lige nu.

For ansvaret er ikke den enkeltes, men samfundets.

Selvom kvindedrab af den karakter er sjældne, så er deres betydning enorm. Generation efter generation er præget af historierne om Stine Geisler, Mia Sprotte og Emilie Meng - for blot at nævne enkelte ud af alt for mange eksempler.

Historierne om den type drab brænder sig fast i erindringen, for det er historier om piger og kvinder, som ikke er en del af kriminelle miljøer eller på anden vis bør være særligt udsatte. Det er de bare alligevel, fordi de er kvinder - og fordi de ofte tilfældigvis befandt sig i nærheden af den forkerte mand.

Der er sket meget med vores samfund de seneste 30 år, men ikke på det her område. Og der findes ingen lette løsninger, men vi kan ikke blive ved med ikke at foretage os noget.

Derfor er det positivt at se, at den nyudnævnte ligestillingsminister Trine Bramsen (S) har meddelt på Facebook, at hun netop vil invitere organisationer og aktører for de diskutere problemet med drab og overfald på kvinder.

For løsningen må ikke være, at ungdommen holder op med feste og more sig. Det er ungdommens soleklare ret. Frygten må ikke diktere, hvordan I opfører jer. I skal leve livet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden