Kan hun fortsætte?

Debatredaktør Ove Nørhave

Debatredaktør Ove Nørhave

LEDER:Kan Mette Frederiksen fortsætte som statsminister efter den såkaldte minkskandale i de hektiske dage i november 2020 og fremefter?

Selvfølgelig kan hun det.

I hvert fald hvis hun selv skal vurdere det.

"Det kan jeg selvfølgelig, fordi jeg ikke blev bibragt viden om, at der manglede hjemmel, fordi jeg ikke blev advaret, og fordi jeg helt bestemt mener, at jeg har overholdt min sandhedspligt over for Folketinget, ligesom jeg - modsat andre forløb i historien - handlede med det samme, jeg fik at vide, at der var et problem".

Det fremgår af et meget langt interview i Berlingske.

Her når Mette Frederiksen også frem til, at hun forventer hård kritik, når Minkkommissionen har afleveret sin længe ventede beretning - og efter hendes egen mening er der også grund til kritik. Men dog trods alt ikke så stor og voldsom grund, at hun kan blive nødt til at træde tilbage som statsminister og lade sig udsætte for en rigsretssag.

Herefter er resten af forløbet op til først og fremmest Radikale Venstre.

For nok er de øvrige partier bag forståelsespapiret fra 2019, SF og Enhedslisten, kritiske over for forløbet, men dels foretager SF sig så godt aldrig noget som helst, som ikke stemmer overens med Socialdemokratiet i noget nær forholdet 1:1, dels fremtræder Enhedslisten gerne med mange og ofte højlydte beklagelser, men uden på nogen måde at drage konsekvenser. Lidt ligesom den meget vrede lejer, som alligevel ender med at føje sig efter ejendomsadministratoren.

Tiden vil vise, om udsigten til ministerbiler i næste regeringsdannelse trods alt er for kraftig lokkemad for Radikale Venstre, der længe har været blandt de ivrigste kritikere af selve dét at have en étparti-regering - og af regeringens måde at håndtere sin position på.

Forud for interviewet i Berlingske - og offentliggørelsen af kommissionsrapporten - er gået et par hektiske dage, hvor Socialdemokratiet har gjort et virkelig stort stykke arbejde med en mellemting mellem imagepleje og "damage control".

Det har unægtelig lignet valgkamp i utide, når partiet dag efter dag har indrykket nærmest massive mængder af helsides annoncer i landsdækkende dagblade i et forsøg på at fremtræde som det bredt samlende og ivrigt samarbejdende parti - på tværs af beskyldninger for at være alt for enerådig og magtfuldkommen.

Kritikere vil vide at pege på, at netop minkskandalen er et (skræmme)eksempel på, at regeringen mest har spurgt sig selv og sine egne uden at rådføre sig med og inddrage andre.

Når Mette Frederiksen og regeringen ender med at klare skærene, kan det også hænge sammen med, at oppositionen fremtræder forunderligt pjaltet for tiden. Mest synligt nærmer Dansk Folkeparti sig selvdestruktion - i lynfart fra 16 mandater efter valget for tre år siden til for tiden 6 mandater. 

Modstand mod, hvad Mette Frederiksen og regeringen har foretaget sig, kræver trods alt samling, og i mange stræk har Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige kartet rundt i hver sin retning - samtidig med, at folkestyret ikke kan undgå at være præget af, at der er skiftet rundt på ikke færre end 31 ud af 179 pladser i Folketinget siden valget i juni 2019.

Siden da har ikke færre end 13 folketingsmedlemmer valgt at blive løsgængere, 9 har valgt at skifte til et andet parti, 8 har helt forladt tinget og en enkelt er kendt uværdig. Det siger noget om troløshed, mange tålmodighed og i nogle tilfælde om en opfattelse af politik som et helt personligt ego-projekt-

Det kan ikke undgå at slår ganske alvorlige skår i den stabilitet, der gerne skulle præge et sundt dansk folkestyre.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.