Det er den virkelighed, nordjyderne kan se ind i, hvis vi spoler 10 år frem i tiden, hvor halvdelen af borgerne vil være hårdt ramt af den alvorlige sygdom. 

Det viser en prognose fra 2025 lavet af Forebyggelsesalliancen, der består af 33 pensions- og sundhedsorganisationer. Hver anden af os vil sidde med en krop i konstant alarmberedskab og have svært ved at sove, tænke og fungere normalt, fordi det alt for høje tempo er blevet kronisk.

Det er skræmmende. Rigtig skræmmende. Især når de løsninger, der er blevet fremsat, mest af alt handler om at symptombehandle. Med lidt hurtigere adgang psykologbehandling og skærmfri zoner. Det er ikke godt nok, hvis du spørger mig. Det kan og skal vi gøre meget bedre.

Stress er ikke nogen ny sygdom i Danmark. I 30 år er antallet af stressramte vokset proportionelt med det stigende arbejds- og præstationspres, med effektiviseringerne i den offentlige sektor og med nedskæringer på velfærdsområdet. 

Det har betydet, at vi skal nå mere og mere på kortere tid, og det eneste, vi får til gengæld, er en fortravlet og presset hverdag uden nok tid til det, der betyder noget. Vores familier og venner. Det mærker især de unge og børnefamilierne, men også de ældre, der får et længere og længere arbejdsliv.

Så vi kender godt årsagerne til stressepidemien. Vi ved godt, at borgerne bliver udsat for noget, de faktisk bliver syge af, og vi ved også godt, hvad der skal til, hvis stress ikke længere skal være en del af vores selvfortælling. Og når man sidder med den viden, har man også ansvaret for at handle på den.

Tid og overskud

For der er kun én løsning på en alt for stresset og tidspresset hverdag. Mere ro på, mere fleksibilitet og mere fritid i de perioder af livet, hvor du er spændt hårdt for. 

Hvor du som mor eller far har brug for at gå ned i tid, så du med ro i maven kan hente dit barn fra vuggestue eller børnehave. Hvor du som ung eller ældre kan tage orlov, hvis du i en periode trænger til at bruge din tid og overskud på noget andet end karriere og uddannelse.

Lige nu er denne form for fleksibilitet kun de rigeste forundt, fordi de selv kan finansiere den. Hvis et liv uden stresssygdom ikke kun skal være noget, toppen af samfundet kan tilvælge, kræver det politisk prioritering. 

Lige nu bruger vi i Danmark 55 milliarder kroner om året på stress i form af blandt andet sygefravær og sundhedshjælp. De penge bør indgå i et opsparingssystem, hvor både stat og borgere indbetaler til deres egen personlige timebank, som de kan trække på, når behovet for mere fleksibilitet melder sig.

Vi danskere har fortjent bedre, end det er nu, og vi skal sørge for, at prognosen aldrig bliver til virkelighed. Unge skal ikke brænde sammen, bare fordi vi ikke giver dem tid til en pause. 

Forældre skal ikke føle, at de går glip af uerstattelig tid med deres børn, for at give hele deres overskud til en arbejdsplads. Og ældre skal ikke bruge al deres sidste gode tid på arbejdsmarkedet, hvis de egentlig også gerne vil nå at udleve andre drømme.

Vi får ikke et rigere samfund af at tømme borgerne for deres sidste ressourcer. Vi får et fattigere. Det er på tide, at der bliver taget et politisk ansvar for at få mere ro på, og det skal tages lige nu.