Kandidat: Vi skal stoppe med at støtte betting-industrien
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
LUDOMANI: Hvorfor i alverden Aalborg Kommune overhovedet har behov for at markedsføre sig, kan jeg ikke forklare. Men hvis der findes gode argumenter for det, så skal markedsføringen i hvert fald ikke ske på bekostning af og som bidrag til at skabe ludomani.
I dag bruger vi i Aalborg Kommune over 800.000 kroner årligt på markedsføringsaftaler med seks sportsklubber. Flere af dem samarbejder samtidig med bettingfirmaer. Det betyder, at kommunens logo ofte står side om side med hasardspil og casinovirksomheder, hvilket i mine øjne er en helt uacceptabel legitimering, som vi som kommune ikke kan være tjent med.
Aalborg Kommune skal for mig at se stå for ansvarlighed, fællesskab og troværdighed. Det er ikke værdier, der hører hjemme på reklamebannere ved siden af odds og onlineroulette. Som et minimum må vi kunne regne med, at kommunen ikke indgår markedsføringsaftaler med klubber, der samarbejder med bettingindustrien. Det sender et forkert signal og låner spilbranchen den kommunale troværdighed.
Ludomani og afhængighed af pengespil kan ødelægge både økonomi, relationer og liv. I Aalborg anslås det, at omkring 15.000 borgere lever med varierende grader af spilproblemer. Særligt unge mænd mellem 18 og 35 år er hårdest ramt, og det er netop dem, der bruger mange af de sportstilbud, som kommunen i dag reklamerer igennem.
Jeg tror ikke, at nogen i Aalborg Byråd bevidst ønsker at støtte spilindustrien. Men vi har været for naive omkring, hvad det betyder, når en kommune stiller sig skulder ved skulder med bettingfirmaer. Vi ved, at reklamer virker, og forskningen viser, at begrænsninger på gamblingreklamer kan reducere afhængighed og ulighed i sundhed.
Aalborg er bestemt ikke alene. Rundt omkring i landet har kommuner, sikkert i bedste mening, brugt skatteborgernes penge på at markedsføre sig gennem lokale sportshold og dermed i mange tilfælde kommet til at legitimere en industri, ingen egentlig ønskede at støtte.
Derfor er det positivt, at regeringen nu har foreslået nye regler, der skal begrænse bettingreklamer i sportens verden. Men reglerne træder først i kraft om lang tid, og derfor må vi som kommune ikke vente passivt.
Vi skal allerede nu bygge videre på regeringens initiativ og gå foran som ansvarlig kommune. Aalborg skal vise, at vi tager problemet alvorligt og at vi ikke vil være med til at give spilindustrien legitimitet, mens vi venter på nye nationale regler.
I Aalborg Byråd er min holdning klar: Det er slut med, at kommunen indgår markedsføringsaftaler med klubber, der reklamerer for betting og gambling.
Indtil lovgivningen er fuldt indfaset, må vi lokalt stå fast på vores principper og gøre det, vi kan, for at færre unge ender i ludomani.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.