Karen Margrethe er 71 år og ansat i hjemmeplejen: - Mine kolleger joker med, at de snart skal passe mig

NORDJYLLAND:Hjemmehjælperen Karen Margrethe Bruun er netop trådt ind i et hjem på Syrenvej i Tårs. Her bor Aase og Erik Brobak på henholdsvis 81 og 95 år.

Det ældre ægtepar sidder i stuen, og Karen Margrethe Bruun sætter sig et øjeblik på en taburet foran dem.

- Har I haft det godt, spørger hun.

- Jow, det har vi da. Den ene dag går jo efter den anden, og der er ikke så meget, der er anderledes, siger Erik Brobak.

Der bliver udvekslet et par yderligere bemærkninger frem og tilbage, inden Karen Margrethe Bruun går ud i køkkenet for at finde en inhalationspray og lidt saftevand til parret

Lidt saftevand og en inhalationsspray skal gøres klar i hjemmet på Syrenvej i Tårs. Foto: Torben Hansen

Det specielle ved besøget her er Karen Margrethe Bruun. For hun er ikke meget yngre end flertallet af de borgere, som hun leverer pleje til - og nogle af dem er faktisk yngre end hende. Men trods sine 71 år er hun end ikke begyndt på overvejelser om at stoppe med at arbejde.

- Jamen, jeg stopper da med at arbejde en dag, men jeg har ingen plan om at gøre det endnu, så jeg ved ikke, hvornår det bliver. Men mine kolleger har lovet mig at sige til, når de ikke vil have mig mere, siger Karen Margrethe Bruun og tilføjer med et smil:

- Men eftersom de ikke har så mange alternativer, når jeg stopper, så...

I den uafsluttede sætning ligger den virkelighed, at det er ganske svært at få ubesatte stillinger fyldt ud indenfor plejesektoren. Derfor er det guld værd, at folk som Karen Margrethe Bruun bliver ved med at arbejde, for det giver simpelthen flere varme hænder ude blandt borgerne.

Men selv om Karen Margrethe Bruun er en del af en løsning, så er hun også et tydeligt tegn på udfordringen. For fastholdelse af medarbejdere udskyder kun et problem, der er ved at se akut ud.

På landsplan er 16,5 procent af social- og sundhedspersonalet over 60 år - og stort set alle nordjyske kommuner er med til at trække tallet opad. I Nordjylland ser det værst ud i Hjørring Kommune, hvor næsten hver fjerde ansatte i plejesektoren er fyldt 60 år.

Da den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder for landets social- og sundhedspersonale er 64,7 år, vil det altså sige, at næsten hver fjerde medarbejder - statistisk set - vil være væk i løbet af de næste fem år.

- Hun kender os jo

I stuen på Syrenvej kan Aase og Erik Brobak kun se fordele ved at have besøg af en erfaren social- og sundhedshjælper som Karen Margrethe Bruun.

- Hun er jo kommet her i flere år, så vi får da snakket noget mere med hende end med så mange andre. Hun kender os jo, så hun er god at snakke med, siger Aase Brobak.

Efter at have afleveret to glas med saftevand til ægteparret giver Karen Margrethe Bruun også en dosis med inhalationssprayen til Aase Brobak. Sprayen hjælper, når lungekapaciteten er nedsat.

Efter at have afleveret to glas med saftevand til ægteparret Aase og Erik Brobak giver Karen Margrethe Bruun også en dosis med inhalationsspray til Aase Brobak. Ægteparret sætter stor pris på besøgene. Foto: Torben Hansen

Efter et par afsluttende bemærkninger skal Karen Margrethe Bruun videre, så hun sætter sig ud i sin bil og ruller mod Tværvej i Tårs.

På denne aftenvagt, der går fra klokken 15.00 til 23.00, skal hun gerne nå 24 besøg - to af dem varer en time per styk.

Andre gange kan der være 30 besøg på hendes vagt - og derudover kan der også komme såkaldte nødkald, som hun skal køre til.

Karen Margrethe Bruun skal nå 24 besøg på denne aftenvagt. Foto: Torben Hansen

Kunne være stoppet

Med sine 71 år kunne Karen Margrethe Bruun være stoppet med at arbejde for længe siden. Men hverken efterløn som 60-årig eller pension som 65-årig tiltalte hende.

- Da jeg var 60 år, tænkte jeg ikke så meget på muligheden for at stoppe. Min mand arbejdede stadigvæk, og da vi havde et lille landbrug, var der brug for, at jeg også kom hjem med en indtægt.

- Og da jeg blev 65 år og kunne gå på pension, fortsatte jeg egentlig bare. Jeg har altid været tosset glad for både mit arbejde og mine kolleger. Derudover syntes jeg, at jeg kunne undværes derhjemme - for min mand og mine børn har altid været vænnet til, at jeg har været væk hver anden aften, hver anden påske og hver anden jul. Det skal dog siges, at min mand døde for to år siden - og i dag er det selvfølgelig nok også en grund til, at jeg stadig kører i hjemmeplejen, siger hun.

- Jeg synes, jeg får så meget igen i det her job, Jeg er med i et fællesskab og betyder noget for de borgere, jeg kommer hos. Jeg bliver anerkendt for at udføre et meningsfyldt arbejde, som er en del af min identitet.

- Lader mig ikke stresse

Man hører ofte om stress blandt plejepersonalet - og mængden af sygemeldinger er også helt generelt høj for faggruppen. Karen Margrethe Bruun kender til faren - men er også bevidst om at passe på sig selv.

- Jeg lader mig ikke så let stresse. Men jeg har da et par kolleger, der er gået ned med stress - og fuldstændig er holdt op med at arbejde. De har følt sig pressede, og det hænger jo nok sammen med de tidsplaner, som der skal køres efter. Planlægningen er ikke altid i orden, og det betyder, at tingene ikke altid kan hænge sammen, efter vi møder ind. Ofte er der flere afløsere, der skal hjælpes i gang, og det kan give en skidt start på dagen, som nogle ikke rigtigt kan komme over igen, siger Karen Margrethe Bruun.

- Vi er hårdt pressede tidsmæssigt, og jeg bliver også frustreret over det en gang mellem. Men så får jeg raset ud - og så går det nok alligevel bagefter. Men planlægning er ikke så nemt - og jeg har da heller ikke selv nogen løsning på, hvordan det bør være.

Hvis en større andel af social- og sundhedspersonalet skal blive længere i deres job, er Karen Margrethe Bruun ikke i tvivl om, hvad der skal til. Hun har i hvert fald fundet sin egen opskrift.

- Vi skal have tid til det arbejde, vi skal udføre - og det synes jeg egentlig også, at jeg får. Jeg har brug for, at den enkelte borger føler sig set og hørt. Det betyder jo nogle gange, at jeg er nødt til at bruge ekstra tid hos en borger, hvis der er sket noget uventet - og så kan det jo være nødvendigt, at der bliver tilkaldt hjælp fra andre for at få min tur til at hænge sammen. Men du får tildelt minutter efter størrelsen på opgaverne, som du udfører - og jeg forsøger at være meget skarp på at sige, hvor meget tid jeg skal bruge til hver opgave, forklarer hun.

En stor kontrast

Det er efterhånden 43 år siden Karen Margrethe Bruun startede som hjemmehjælper. I sin tid arbejdede hun på strømpefabrikken Nærum Nylon i Hjørring - men efter en lang barsel lavede hun et karriereskift til hjemmeplejen. Hun startede med aftenvagter, og det passede hende godt.

- Det var jo et tidspunkt, hvor der hverken var aften- eller nattevagter i hjemmeplejen i Frederikshavn og Skagen. Og weekendvagterne var de første lige begyndt med. I Hjørring var vi dengang lidt foran, fordi der var blevet aftenvagter, husker Karen Margrethe Bruun.

- Der er sket utroligt meget udvikling i hjemmeplejen siden, men dengang var det meget frit. Det var typisk sådan på en aftenvagt, at først så var jeg rundt for at give borgerne mad. Så kunne jeg måske lige nå at være derhjemme et stykke tid, inden jeg skulle rundt for at lægge folk i seng. Jeg kunne godt lide den frihed, der var i jobbet.

Frihed er der ikke så meget af i dag - hvor meget mere er stramt styret.

- Men det har også været en nødvendig udvikling. Der er blevet mange flere ældre og mange færre til at passe dem. Det kunne ikke blive ved med at gå på den måde, som det var tidligere. Til helt op i 1980'erne var det jo eksempelvis sådan, at hos mange folk kom jeg både tre gange om ugen for at lave mad og to gange om ugen for at gøre rent, forklarer Karen Margrethe Bruun og tilføjer:

- Til gengæld var der andre steder, hvor vi slet ikke kom, fordi folk oftere havde en mentalitet, hvor de følte, at de skulle klare sig selv. Og det kunne de ikke altid.

Så i bund og grund synes Karen Margrethe Bruun, at meget af udviklingen omkring hjemmepleje har været positiv. Men hun kan dog godt savne at have lidt mere tid - og også ønske lidt mere kontinuitet i forhold til borgerne.

- I mange år troede jeg, jeg var helt uundværlig for dem, jeg besøgte - og jeg troede nærmest slet ikke, at det ville gå, når jeg skulle holde tre ugers sommerferie. Men det ved jeg selvfølgelig godt, at det gør. Borgerne er ikke afhængige af mig på samme måde som før - for nu møder de jo også så mange andre. Men jeg synes også, at det er et stort problem, at folk møder så mange forskellige mennesker.

Øjendråber hos Edel

Det næste besøg er på Tværvej, hvor Karen Margrethe Bruun låser døren op, og kalder på beboeren Edel Sørensen. Men der kommer intet svar.

- Edel? Edel?

Galleri - Tryk og se alle billederne.

2

Previous Next

Karen Margrethe Bruuns stemme har straks fået et nervøst tonefald, da svaret fortsat udebliver. Men heldigvis får Edel Sørensen sig bare en lille lur.

- Jeg kan da slet ikke forstå, at jeg kunne falde sådan i søvn, siger Edel Sørensen kort efter - lidt omtumlet, men med et smil.

Karen Margrethe Bruun finder efter en lille hyggesnak nogle øjendråber frem.

- Du er nødt til at tage brillerne af, siger hun.

- Hvad for noget, spørger Edel Sørensen.

- Du er nødt til at tage brillerne af, hvis jeg skal dryppe dine øjne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

2

Previous Next

Dråberne finder snart efter vej til Edel Sørensens øjne. Også hun er glad for besøgene fra den rutinerede social- og sundhedshjælper.

- Det betyder jo meget, at det er én, man kender godt, som der kommer. Man skal ikke forklare alting, for hun ved, hvad der skal gøres. Så det gør, at jeg føler mig tryg, når jeg er svagtseende, forklarer Edel Sørensen.

- Det betyder jo meget, at det er én, man kender godt, som der kommer. Man skal ikke forklare alting, for hun ved, hvad der skal gøres. Så det gør, at jeg føler mig tryg, når jeg er svagtseende, forklarer Edel Sørensen. Foto: Torben Hansen

Karen Margrethe Bruun er færdig med opgaverne hos Edel Sørensen - men spørger lige til sidst, om hun skal have hjælp til at få varmet sin mad denne aften.

- Ja, tak, siger Edel Sørensen.

- Så kommer jeg igen senere i aften, siger Karen Margrethe Bruun og sætter igen kurs mod sin bil.

Svært at få unge ind

Karen Margrethe Bruun er ikke i tvivl om, hvorfor det er så svært at få unge til at gå ind i branchen i dag.

- Det er jo et skraldespandsjob, som konstant bliver talt ned, og så er der mange, der fokuserer på, at vi vasker bagdele. Men det fylder jo forsvindende lidt i forhold til vores andre arbejdsopgaver, siger hun og tilføjer:

- Men vi er så glade for de unge, der søger ind som afløsere, og vi håber da, at de ude på uddannelserne kan fortælle om noget af alt det positive, de oplever.

Karen Margrethe Bruun har formået at lokke sin egen datter ind i branchen, og et barnebarn er begyndt at tage vagter som weekendafløser.

Selv har hun tænkt sig at holde fast sin kommunale fastansættelse så længe som muligt.

- Den anden dag jokede mine kolleger med, at de snart skal passe mig, siger Karen Margrethe Bruun med et stort smil.

Er det virkelig rigtigt, at du slet ikke har tanker om at stoppe?

- Nej! Jeg har ikke nogen plan for at stoppe, svarer hun med overbevisning i stemmen.

- Det kan være, det bliver nødvendigt på et tidspunkt - og det kan også være, at det hele vokser mig over hovedet en dag. Men vi har jo ikke tunge løft nu om dage, så jeg synes ikke, der er så meget fysisk hårdt i arbejdet - i hvert fald ikke mere end at min fysik har kunnet holde til det, siger hun.

- Jeg har da godt nok lidt gigt - men det bliver jo i hvert fald ikke bedre af, at jeg bare sidder derhjemme, fastslår Karen Margrethe Bruun.

Og så sætter hun ellers kurs mod sit næste besøg.

- Jeg har da godt nok lidt gigt - men det bliver jo i hvert fald ikke bedre af, at jeg bare sidder derhjemme, fastslår 71-årige Karen Margrethe Bruun. Så derfor bliver hun ved med at arbejde i Hjørring Kommunes hjemmepleje. Foto: Torben Hansen