Politik

Kendt tv-vært: Dette er borgernes opgave

Der skal findes svar på de nye spørgsmål, som samfundets udfordringer rejser. En del af svaret ligger i gammelkendte metoder, mener Clement Kjersgaard, der står bag Demokratiets Genklang

Arkivfoto: Bente Poder
Arkivfoto: Bente Poder

Demokratiets Genklang løber af stablen for anden gang søndag og mandag i Musikkens Hus, hvor politikere, debattører, kunstnere og forskere indtager scenen sammen med den kendte tv-vært Clement Kjersgaard. Han står bag demokratifestivalen sammen med Musikkens Hus.

Og beskeden er klar fra Clement Kjersgaard, når det drejer sig om vigtigheden af Demokratiets Genklang.

Er det vigtigere nu end nogensinde før?

- Ja, for fanden.

Clement Kjersgaard mener, at der over de sidste 10 år sket en større forskydning i samfundet og i politik. Ikke bare i Danmark.

- Vi har set det med polariseringen i amerikansk politik, i England med Brexit og i Frankrig hvor de gamle partier er væk i kampen om præsidentposten. Men også i Danmark hvor der er flere løsgængere end nogensinde før og hvor der måske kommer til at være op mod 20 partier på stemmesedlen til næste folketingsvalg. Det er alt sammen et udtryk for en større forskydning - politikernes autoritet er smuldret og de skal kæmpe om magten på anden måde.

Forskydningen kræver fornyelse. Demokratiet skal klinge på en ny måde.

- Og den måde, som demokratiet så skal fornys og genopfindes på, der må man ikke forestille sig, at vi bare skal skrue tiden tilbage. Hvor aviserne, partierne eller politikerne skal spille den rolle, som de gjorde for 30 år siden. Sådan bliver det ikke. Det kommer til at foregå på en anden måde, siger Clement Kjersgaard.

- Og det at lave en demokratisk samtale, at facilitere den, som foregår på nogle andre vilkår, er opgaven med Demokratiets Genklang.

Demokratiets Genklang

Demokratiets Genklang er en demokratifestival, der er skabt i et samarbejde mellem tv-værten Clement Kjersgaard og Musikkens Hus i Aalborg. Søndag 20. marts og mandag 21. marts afholdes festivalen for anden anden gang. Der er gratis adgang og ingen billetkrav. Se hele programmet på www.musikkenshus.dk

Et moderne forsamlingshus

Udfordringerne for samfundet og demokratiet er nye. Det samme er spørgsmålene.

Men I griber vel i virkeligheden tilbage til i dansk sammenhæng en gammelkendt metode, der har udgangspunkt i højskole- og forsamlingstraditionen?

- Det er fuldstændig rigtigt. Det er den tradition, jeg læner mig op ad i mit arbejde. Men det er en tradition, der er klart forskellig fra den parlamentariske tradition. Det er en unik ting, vi har i Danmark. Noget af det centrale ved højskoletraditionen og i det her tilfælde Demokratiets Genklang er jo, at du ikke kommer ind ad døren som medlem af et parti eller fordi du har taget stilling på forhånd. Du kommer ind, fordi du enten gerne vil høre dem, der er på scenen, eller fordi du har noget, du gerne vil sige.

- På den måde er det et åbent rum med plads til mange forskellige gæster, formater og emner. Det tror jeg, er det nødvendige. Hvis den demokratiske samtale føles som en fodboldkamp, hvor jeg på forhånd kan vælge hvilken af de to sider, jeg vil heppe på, så er jeg tvivl om, hvorfor jeg skal dukke op. Folkemødet på Bornholm og Kulturmødet på Mors viser, at der er et kæmpe behov for en demokratisk samtale på højskolemanér.

Det lange lys

Noget af det, der ifølge Clement Kjersgaard kan og bør ske, når man samles til Demokratiets Genklang, er, at borgerne tager deres opgave på sig i den nye virkelighed. For mange politikere tror, at de kan stille sig op og sige, hvad de vil, fordi de er politikere, og så bliver det accepteret som sandhed. I virkeligheden tror for mange borgere nok også stadig på det.

- Borgernes opgave er, at hvis ikke politikerne kan have det lange lys på, så må vi selv have det. Det er en stor del af svaret på demokratiets nye udfordringer. Hvis vi føler, at partierne ikke løser opgaven med at koble det lokale til det nationale og internationale - og det synes jeg ikke, de gør - så må borgene selv søge de perspektiver og forbindelser. Så må vi sige til magthaverne: "I kan jo ikke holde skåltaler, hvor I siger én ting, og så forfølge en politik, hvor I gør noget andet."

Og dét er muligt til Demokratiets Genklang. Salen vil være fuld af borgere, der ikke skal betale for at komme ind. Mikrofonen vil blive sendt rundt, og man kan tage snakken videre i pauserne. Vi skal i gang med at mødes igen efter coronakrisen, mener Clement Kjersgaard. Og vi skal søge tilbage til nogle gennemprøvede metoder for at finde svar på de nye spørgsmål.

- Hør her, jeg elsker at lave fjernsyn. Jeg synes, at internettet kan alt muligt. Men dét at komme ud og samles i et moderne forsamlingshus, som det her er. At være det samme sted på samme tid med andre mennesker. Hold kæft, hvor er det guld værd, siger han.

- Hele det her eksperiment med, at vi de sidste to år har rykket en større og større del af vores tilværelse over online. Jeg er ikke nogen fan af det. Jeg håber, vi kommer til at se en tilbagevenden til det fysiske samvær. Meningsfuldheden, alvoren og nærværet er meget større, når man er i det samme rum samtidig.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden