Klager over politiet skal og bør behandles uafhængigt

Det strider mod både sund fornuft og basale menneskerettigheder, at man kan så tvivl om, hvor uafhængig Den Uafhængige Politiklagemyndighed egentlig er

Vi er så heldige at leve i en velfungerende retsstat, og vores grundlov bygger på magtens tredeling, der adskiller den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det betyder, at når Folketinget har vedtaget en lov, sørger regeringen for, at den træder i kraft og bliver overholdt - og hvis den ikke gør, har vi domstolene til at få rettet op på det.

Politiet har naturligvis en særlig opgave at udføre i en retsstat, og dansk politi bliver brugt som et skoleeksempel på en velfungerende enhed, og blandt danskerne er der udbredt tryghed, når det kommer til politiet.

Men i den seneste uge har Nordjyske kastet lys over, at systemet har en brist, når det handler om måden, hvorpå politiet undersøger klager over mulig vold udøvet af politibetjente. Og selvom politivold heldigvis hører til sjældenhederne, er det alarmerende, hvis man som borger har den mindste grund til at tvivle på systemet, netop når det kommer til systemets evne til at undersøge sig selv.

I de seneste tre år har der været 553 realitetsbehandlede adfærdsklagesager i Den Uafhængige Politiklagemyndighed om magtanvendelse fra politiets side. Af dem endte det med kritik af de involverede betjente i 11 af sagerne - altså under to procent. Og den erfarne forsvarsadvokat Rasmus Asmundusson råder rent ud de borgere, der har oplevet en voldsom adfærd fra politiets side, fra at klage. Simpelthen fordi han oplever, at det ikke er muligt at få medhold. Ifølge ham er båndene mellem politiklagemyndigheden og politiet simpelthen så tætte, at det svarer til, at politiet skulle undersøge sig selv.

Rasmus Asmundusson retter dermed en hård kritik mod Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som han oplever ikke lever op til sit navn: Uafhængig.

Hvis det er tilfældet, har vi et stort problem. For det er helt grundlæggende for en retsstat, at man kan have tiltro til staten, og at man kan klage - og få ret - hvis der begås fejl eller ulovligheder.

Netop at styrke tiltroen til et uafhængigt klagesystem førte til oprettelsen af Den Uafhængige Politiklagemyndighed for 10 år siden. Med en selvstændig myndighed blev der trukket en klar skillelinje mellem politi, anklagemyndighed og det undersøgende organ. Men båndene mellem politiet, Justitsministeriet og klageorganet er meget tydelige, ikke mindst når man ser på medarbejderne, som for en overvejende dels vedkommende har en fortid i netop politiet og Justitsministeriet. Et eksempel er Politiklagenævnets første direktør, Kirsten Dyrman, der kom fra statsadvokaturen og siden 2017 har været øverste chef for - Østjyllands Politi.

Er de tætte bånd et problem? Er det umuligt at skille tingene ad og udføre sit arbejde, selvom man måske håber på en karriere inden for politiet, altså dem, man eventuelt skal kritisere? Ikke nødvendigvis, men blot tvivlen kan være skadelig. Der må og skal ikke kunne rejses den mindste usikkerhed om, at anklager om politivold tages alvorligt og behandles korrekt.

Ellers kommer vi i liga med lande som eksempelvis Polen og Hviderusland.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.