Kom med bag kulissen: 5 sjove betragtninger fra regionsrådsvalget
Valgaftenen i Regionshuset i Aalborg Øst bød på røde pølser og lysegrønne politiske håb
Opdateret 17. november 2021 kl. 09:36
1. Pølsevognen
Det kan godt være, at den gode, danske ret valgflæsk for de fleste politikere er et indlysende valg - men en hotdog fra Café Fodkold er ikke at foragte på en lang valgaften. Derfor er der traditionelt hentet en pølsevogn indenfor i Regionshuset, der er i funktion hele valgaftenen, og hvor der er både røde, ristede og vegetarpølser ad libitum.
Og det var ved pølsevognen, kandidaterne flokkedes det meste af aftenen til politisk småsnak, mens de mere alvorlige drøftelser foregik bag lukkede døre i de små møderum rundt omkring i Regionshuset.
2. Men hvad var der på menuen?
Ja måske en rød pølse fra pølsevognen senere, lød det fra regionsrådets formand Ulla Astman, (S), der forsikrede, at hun ikke ikke var gammelsulten, da hun ankom til Regionshuset 20:30 sammen med regionsformand for Socialdemokraterne Mogens Vestergård Pedersen fra Sæby. For hjemme i Gistrup var dagens ret traditionen tro stegt flæsk med persillesovs, inden den politiske pølsesnak.
3. Klæder skaber folk
Partifarverne var blevet hjemme i klædeskabet for de fleste politikeres vedkommende. Per Larsen fra Konservative, der som bekendt har grøn som partifarve, havde valgt et blåt slips fra sin samling i forskellige farver, Lene Linnemann fra SF var i lange bukser og lang jakke i grå og mørke farver, mens Ulla Astman (S) var i småblomstret vinterkjole - ikke en gammel sag, men heller ikke købt til lejligheden, lød det.
4. Klar til en lang aften
Lene Linnemann fra SF var den første af spidskandidaterne, der ankom til Regionshuset sammen med sin mand og en håndfuld partifæller. Ikke i rødt, og heller ikke i festtøj, men "lidt pænere end hverdagstøj", lød det fra den erfarne regionspolitiker, der de seneste fire år har været 2. næstformand. Selvom SF's kandidatliste til regionsrådsvalget tæller 16 personer, havde hun langt fra selskab af alle partikammeraterne:
- Mange er også kandidater i kommunerne, og så er de til valgaften der. Og de kandidater, der kommer langvejs fra, kommer først i morgen, når de personlige stemmer bliver talt op.
5. Plads til gæster
Anders Wested fra Trafikalt Folkeparti måtte som enmandshær mod Egholmforbindelsen og eneste kandidat på sin egen liste, tage til takke med et af de mindste mødelokaler med plads til ham selv og et par gæster. Der var dog gabende tomt. Wested kandiderer også til byrådet i Aalborg.
Også Regionsrådssalen - hvor der ellers er siddepladser til 42 personer - var gabende tom. Her skulle Veganerpartiets to kandidater samt Stram Kurs og Fremskridtspartiet med én kandidat hver - og naturligvis supportere - deles om pladsen. Hvis de ellers var mødt op.
****
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.