Kor går til yderligheder - på den bedste måde

Det 12 personer store Oslo Gospel Choir - syv kvinder og fem mænd - er en oplevelse i særklasse. Altid på vej i nye, ikke altid lige ventede retninger. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Det 12 personer store Oslo Gospel Choir - syv kvinder og fem mænd - er en oplevelse i særklasse. Altid på vej i nye, ikke altid lige ventede retninger. Foto: Kim Dahl Hansen

KONCERT

Oslo Gospel Choir

Kendingsmelodien, hittet over dem alle, "En stjerne skinner i nat", er ikke mere end lige klinget ud, da Tore Aas - leder af sin egen geniale kor-opfindelse gennem 35 år - går til mikrofonen for at citere et par linjer fra sangen: "Englene synger højt i kor, synger om fred på vor jord"...

- Det er jo ellers ikke fred, vi har hørt mest om siden februar i år. Krigen kan vi ikke stoppe, men vi kan hjælpe, bemærker Tore Aas, der dels opfordrer til at støtte danske organisationer i arbejdet med at lindre nød i Ukraine - dels lader forstå, at samtlige indtægter fra hans nyeste sang, "På flugt", går til netop hjælpearbejde i Ukraine.

I "På flugt" lyder omkvædet:

"Mørke skyer hviler tungt over lander der de bor

Tåken ligger som et slør over frossen jord

Jeg ser et barn som fryser i den kolde vind

Tårer renner sakte ned på barnets myke kinn".

Ligefrem mildere stemt bliver man ikke, snarere forstemt - og lige nøjagtigt hér ligger måske i virkeligheden "hemmeligheden" bag Oslo Gospel Choir: At Tore Aas og hans 12 mand store kor (syv kvinder, fem mænd) og fire orkestermedlemmer til enhver tid er parate til at gå til yderligheder. På den gode måde. På den bedste måde.

Skal det være alvorligt og højtideligt som i "På flugt", bliver det meget alvorligt og meget højtideligt, så man virkelig kan mærke det. Langt ind i hjertekulen.

Skal det være højstemt og inderligt som i eksempelvis den mørke, malmfulde "O Helga Natt", bliver det næsten ekstremt højstemt og inderligt - uden at kamme over. 

På nøjagtigt måde mestrer koret kunsten pludselig at skrue op for hyggen og trygheden - stærkest i Alf Prøysens pudsige "Romjulsdrøm" (en særdeles gemytlig folkevise - tilsat kækt jazzpiano!) uden på noget tidspunkt at kamme over i sentimentalitet. Over mange af sangene hviler en helt egen ro.

Oslo Gospel Choir

Musikalsk er der næsten ingen grænser, hvad det gavmilde kar Oslo Gospel Choir kan øse af.

Udgangspunktet er naturligvis gospel, men med mange afstikker til ikke bare folkevise/jazz, men også flere doser perlende frisk pop lige på kanten af lødig grand prix-ballade (flottest i den inderlige "Der himmelen har sökt ly"), ligesom der som det mest naturlige i verden lige bliver hægtet en tæt, heftig rockguitar-solo på midtvejs i "Mit hjerte altid vanker".

Men først og sidst hos Oslo Gospel Chior gælder det selvsagt de fremragende sangstemmer, der fungerer aldeles upåklageligt, både sammen og hver for sig - og skal man endelig trække en enkelt ud af flokken, må det blive Kine Ludvigsen, der rykker rent igennem med særlig stor inderlighed i en knivskarp, godt skåret version af "Joy to the World, leveret med en endog særdeles smittende begejstring.

Blandt så godt som lutter højdepunkter trænger en overordentligt tændt udlægning af Simon & Garfunkels "Bridge Over Troubled Water" sig på med særligt formfuldendt spil mellem kvinde- og mandestemmer.

Ikke én eneste af sangene på repertoiret får lov til at blive stående, hvor de står - de bliver altid halet nye steder hen, ikke altid lige ventede, men altid lige spændende. 

Det er bestemt ikke nogen overdrivelse, at der over bemærkelsesværdigt mange og lange forløb ligger noget næsten overjordisk smukt - og hvad kan man så næsten forlange mere af et gospelkor i en klasse helt for sig?

P.S.: Undervejs bliver publikum opfordret til at synge med. Det nænner man næsten ikke. Jo, i fællessangen til sidst i "Dejlig er jorden". Og så går det lige at knipse med i "Go Tell it on the Mountain".

Ove Nørhave

on@dnmh.dk

Oslo Gospel Choir i Musikkens Hus i Aalborg søndag eftermiddag.


Dem sang Oslo Gospel Choir

En rose så jeg skyde. 

Glade jul. 

Come All Ye Faithful. 

En stjerne skinner i nat. 

På flugt. 

Nu tændes tusind julelys. 

Der himmelen har sökt ly. 

Romjulsdrøm. 

Joy to the World. 

Bridge Over Troubled Water. 

Glory to God Almighty. 

Go Tell It on the Mountain. 

Höyt under himmelens stjerner. 

Mit hjerte altid vanker. 

O Helga Natt. 

Mariavise. 

Dejlig er jorden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.