Krigen brudt ud. Putin risikerer at sætte hele Europa i brand

Med invasionen i Ukraine har Ruslands præsident vist sit sande ansigt. Og det er et skræmmende syn

Tidligt torsdag morgen blev Ukraine angrebet af Rusland.

Mens FN’s Sikkerhedsråd holdt møde i et forsøg på at afværge en invasion, satte præsident Putin gang i den russiske militærmaskine og overskred nabolandets grænser flere steder med angreb til lands, til vands og fra luften.

Med det storstilede angreb står det klart: Putins mål er at underlægge sig hele Ukraine.

Som forklaring på operationen sagde han selv, at Rusland var blevet om hjælp fra de russisk anerkendte republikker i det østlige Ukraine. Og han vil ”demilitarisere og afnazificere” Ukraine og give befolkningen mulighed for at vælge den regering, den reelt ønsker.

Realiteten er en anden. Og den er ikke næstekærlig. Rusland har i strid med international ret angrebet en suveræn stat med militær magt for at kontrollere dets videre skæbne. Rusland har med Putin i spidsen bragt krig til Europa og skabt uro og berettiget frygt for, hvad den militære aggression vil føre med sig.

En stor del af verdens ledere har fordømt angrebet, og der er fra mange sider udtrykt dyb medfølelse med det ukrainske folk. Det er naturligvis påkrævet.

Et barbarisk overgreb på et selvstændigt og suverænt land skal der tages dyb afstand fra, og der kan kun udtrykkes sympati med den ukrainske befolkning. Både dem, der bor i Ukraine, men også de mange uden for landets grænser - eksempelvis de, der lever og arbejder her i Nordjylland.

Situationen er lige nu kaotisk. Men den maner også til eftertanke.

Med en angrebskrig midt i Europa står det klart, at samhandel, kulturudveksling, sportsarrangementer og udbredelse af demokrati ikke er nogen garant for fred. Som vi måske naivt har troet. Hvis en folkeforfører med stormagtsdrømme har til agt at realisere sine intentioner for enhver pris, så gør han det. Så skaber han den store fortælling, der legaliserer hans hensigt. Midlerne er snyd og bedrag blandet med strategisk skarpsyn, hensynsløshed og ikke mindst handlekraft.

Med eftertanken følger spørgsmålet: Hvad nu?

Diplomatiet er sat ud af kraft, og set i bagklogskabens klare lys har det aldrig fungeret i denne situation. Putin og hans håndlangere har talt og talt og gjort gode miner til slet spil. Målet har aldrig været at finde en løsning, blot at købe sig tid til at forberede angrebet på Ukraine. Og nu har de endelig bekendt kulør.

Sanktioner har ikke virket afskrækkende. Russerne er vant til indgreb og har haft tid til at forberede sig. Sanktioner bruges samtidig indenrigspolitisk til at skabe sammenhold mod den ydre fjende. Og så er Ruslands økonomi og militær kommet på fode, hvorfor sanktionelle besværligheder ikke for alvor er et problem.

Militært modsvar. Krig?

Umiddelbart er magt det eneste, Putin og hans lige forstår. Men med atomvåben i de militære lagre på begge sider i en sådan konflikt, synes en væbnet konfrontation at være et umuligt og vanvittigt scenarie. Forsvarsalliancen Nato har sat foden ned med en melding til Rusland om, at enhver kvadratcentimeter vil blive forsvaret. Og at enhver fjendtlig handling vil blive gengældt. Vi kan kun håbe, at Putin og Rusland opfatter alvoren i den besked.

Dilemmaet er tegnet op: Hvordan forsvarer vi vores samfund og vores værdier mod destruktive kræfter, når en direkte konfrontation risikerer at munde ud i ragnarok? Det er som at skulle vælge mellem pest eller Putin.

Hvordan håndterer vi verdens lige nu farligste mand og hans vanvittige mission?

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.