Et tilsyneladende letforståeligt og banalt udsagn, men hvad er nationale interesser, og hvem fortolker og realiserer dem?

Den norske journalistforfatter, Åsne Seierstad, har skrevet et brag af en bog om det moderne Rusland, Vladimir Putins Rusland. 

Det er en mursten på cirka 550 sider, baseret på hendes “hemmelige” rejser i Rusland, til Moskva, Sankt Petersborg, til Sibirien, Tomsk og landsbyer ved floden Ob, og det nordvestlige Rusland med Pskov og Puskin-Højden. 

Undgik efterretningstjeneste

Hun er kommet legalt ind i det ellers lukkede og overvågede Rusland på visum, der har beskrevet hende som forfatter med interesser for “kirker, klostre og litteratur”. Hun er gået under efterretningsvæsenets radar, FBS, som det hedder, og hun har spillet uskyldigheden selv på grænsestationer, hvor hun er blevet kontrolleret, undersøgt og forhørt i uendelige nattetimer. 

Jeg er dybt imponeret over hendes mod og styrke og formidable evner til at skaffe sig kontakter i et Rusland, hvor mistænksomheden over for “udenlandske agenter” er kolossal.

Hun har studeret russisk på universitetet i Oslo og i Sankt Petersborg, politologi i Moskva, taler og forstår det russiske sprog og er dybt fascineret af russisk kultur, også Sibirien, som en anden norsk eventyrer, Fridtjof Nansen, også berejste og skrev en bog om. 

Læseren kommer rundt i hele det russiske samfund geografisk, socialt og kulturelt. Fra den elendige og voldelige vodkadrukkenbolt i Sibirien til den mondæne professor i Moskva, elegant ironiker og akademisk upartisk, og undergrundsavisens oppositionelle redaktør og journalister og til allersidst russeren med dæknavnet Nitro, der melder sig i den ukrainske hær og bliver dronepilot i forargelse over det russiske angreb.

En trist historie

Den røde tråd i bogen er, at en russisk soldat fra Sibirien, Andrej Medvedev, der havde indgået en kontrakt med den berygtede private Wagner-milits under “kokken” Prigosjins ledelse og var indsat i hårde kampe i Bakhmut i Ukraine, beslutter sig for at desertere fra “kødhakkeren” og bliver hjulpet op til den nordlige grænse til Norge, sat af og forcerer pigtråd og islagte vandløb og skove og kommer til Kirkenæs i Norge som flygtning. 

Det er en frygtelig trist historie om en sibirisk dreng, der vokser op under rædselsfulde forhold i en lille landsby i Sibirien, en voldelig, fordrukken far og en mor, der bliver dræbt under en traktor, ført af en fuldebøtte.

Vold og druk er et trist og fast tema med smadrede familier til følge både i kommunismens “glansperiode” under Stalin og under den “liberale” Jeltsin, hvor fattigdommen steg for de fleste, mens forbrydere, bureaukrater og efterretningsfolk, FBS, oligarkerne, stjal landets rigdomme.

Børnehjem, plejefamilier, kriminalitet og fængsel er det faste mønster i Andrejs historie som i mange andre. Tyveri, hæleri, druk og slagsmål. Hæren rekrutterer og uddanner de unge bøller, ny kriminalitet og nyt fængsel er dagens uorden. 

Andrej er først med i infiltrationen i Donbas i 2014, selv om det officielt hed sig, at det var ukrainske russere, der protesterede mod Majdan-revolutionen. “De små, grønne mænd” havde allerede været på Krim efter Ruslands afholdelse af Vinter-OL i Sotji med det største åbningsshow nogensinde. 

Han sidder i fængsel i Sibirien, i Tomsk, i Krasnodar og hutler sig gennem tilværelsen på sprut og uden holdepunkter. Han ender i Wagner-militsen på en “god” kontrakt, militsen opkaldt efter Hitlers yndlingskomponist.

Andrej er tilbage ved fronten i 2022 i Ukraine samme sted som i 2014, hvor han endte med at blive såret af raketsplinter. Rædsel på rædsel, ydmygelse på ydmygelse, død og elendighed er det, krigen er i virkeligheden, mens den i Putins udgave er en heltemodig indsats for at genskabe “russernes og ukrainernes historiske enhed” tilbage fra 800-tallet. Svineri og helteepos går hånd i hånd: og unge russere fra de fjerneste egne og de laveste klasser og de ringeste forhold dør og dør i tusindvis!

Balancerer storpolitik og historie

De afsindige krigsskildringer bygger på Seierstads interviews af den flygtede Medvedev, der søger om opholdstilladelse i Norge. Han ankommer til et civiliseret nordisk land fra et helvede af elendigheder og brutalitet i Wagner-militsen, hvis leder Prigosjin er steget fra straffefange til dekoreret “helt af Rusland”, indtil han lægger sig ud med Putin og omkommer i et arrangeret flystyrt. 

Seierstad pendler mellem storpolitik, historiske og litterære referencer og de meget konkrete vidnesbyrd om soldaternes brutale verden. Bogen er klart stærkest i skildringen af Andrej Medvedevs historie fra Sibirien, selv om det er herligt at blive mindet om provogruppen Pussy Riots formidable optræden i Vor Frelsers Katedral i Moskva og sangen “Putin har pisset i bukserne”.

Sibirien er “dybet”. Rusland har 9/10 tidszoner. Togrejser tager dage. Den transsibirske jernbane er et togmirakel. Stikledninger ind til de nordsibirske byer. Tajgaen, den uendelige sibirske skov. Floderne og permafrosten. En rædsel da et pludseligt tøvejr skyller tusindvis af mumificerede lig ud af brinken på floden Ob, alle med skudhuller i kraniet. Et memento fra Stalins gulag. 

Men i denne yderverden leves også et slags liv med genvordigheder og drømme: fattigdommen fortrænges med skønne udsmykninger af køkkenet eller stuen, tapetet forestiller et paradis, mens frosten og sneen lægger alt i dybfryseren. 

Hverdagslivet går sin stille gang i det yderste Sibirien, ja, men skolegangen bliver militariseret, det russiske “helteepos” terpet, patriotiske børn skal fødes til det glorværdige fædreland, og Tjekaens, KGBs og FSBs efterkommere, informanterne, er overalt med ører og øjne.

En enestående bedrift

I Rusland tæller det enkelte menneskes liv ikke; individualisme og humanisme er vestlig dekadence. Soldaterne får pæne lønninger, familierne erstatning og heltebegravelse. 

Der er også en opposition i Rusland, Navalnyj, der døde i sibirisk fangelejr. Seierstad har kontakt med redaktører og journalister, der publicerer under advarselsskilte om “udenlandsk propaganda”. 

Novo Gazeta er sådan en publikation. Men det er umuligt at publicere kritisk i et statsligt gennemkontrolleret land. Listen over myrdede journalister er afskrækkende.

Det er en enestående bedrift, at Seierstad er gået under radaren og kan bringe en så omfattende inside-information om forholdene i Rusland i forbindelse med Ukraine-krigen. 

Meget af det storpolitiske er kendt stof, men bogens styrke er skildringen af det almindelige liv for russere under det enorme statsapparat, som Putin har skabt for at realisere en forfængelig ide om et patriarkalsk, ortodokst Storrusland. Det er den officielle ideologi. 

Under camouflagen sker der et banalt tyveri af russiske værdier, som kommer klanen omkring Putin til gode. En rigdom af den anden verden. Mens den almindelige russer lider på et eksistensminimum og trøster sig med vodka.