Sådan lyder cirka-beløbet, når Dansk Røde Kors gør status over den seneste uges indsamling til fordel for den krigsramte befolkning i Ukraine.

Alene lørdag aften kom der godt 165 millioner kroner ind på kontoen hos de 18 humanitære organisationer, der står bag indsamlingen ”Sammen for Ukraine”, da der var arrangeret støttekoncert på Rådhuspladsen i København med sending via storskærm til Aalborg, Aarhus, Odense og Esbjerg.

Det enorme beløb vidner om, at Ruslands invasion og efterfølgende krigsbarbari i Ukraine berører os danskere. Og vi har villigt grebet til pengepungen for at donere midler, der skal munde ud i hjælp i form af alt fra mad til medicin over kontanter, varmetæpper, ovne, hygiejneting, transport og juridisk bistand til tag over hovedet og minerydning.

Og det er blot pengene. Siden krigens begyndelse for to en halv uge siden har vi set nordjyder, der har taget sagen i egen hånd med levering af nødudstyr, afhentning af flygtninge og indkvartering privat. Lignende historier tikker ind fra hele landet - lige som det er vurderet, at omkring 100 danskere er rejst ind i Ukraine for at tilbyde deres direkte indsats i kampen mod Putins angrebshær. Rede til at betale den højeste pris.

Fra politisk hold melder Danmark sig i gruppen, der er klar til at modtage omkring 20.000 flygtninge fra Ukraine - indtil videre. En særlov er på vej, så ukrainerne automatisk får opholdstilladelse i to år. Og mens de er i landet, skal de voksne kunne arbejde og børnene gå i skole.

Derudover bakker vi nationalt naturligt op om sanktionerne mod den russiske magtelite med Putin i spidsen, og vi er en del af den NATO-styrke, der står klar til at svare igen, hvis Rusland går over grænsen til et af alliancens lande.

Så langt så godt. Der er styrke, handlekraft og anerkendelsesværdig moral i den villighed, den enkelte dansker og vi som nation er klar til at afbøde den ukrainske befolknings lidelser med.

Men opofrelsen har en grænse. Når det gælder selve slagsmålet med Putins militærmaskine, lader vi ukrainerne klare sig selv. Næsten da. Nok vil vi og NATO gerne levere våben til at forsvare sig med, men selve håndteringen blander vi os uden om.

Tilbage i 2016 kom EU-historikeren Uffe Østergaard i Weekendavisen med en udtalelse, som han dengang ikke vidste var en profeti:

”På sin vis skylder vi ukrainerne noget, men omvendt har vi reelt ikke kræfterne - og i al fald ikke viljen - til at redde Ukraine fra Rusland.”

Berlingske har talt med Uffe Østergaard om udsagnet, og på spørgsmålet, om han havde ret i forudsigelsen angående manglende kræfter eller vilje, siger han til avisen:

”Det er jeg bange for. Når vi siger, at de ikke er medlemmer af NATO, siger vi jo også, at vi godt vil hjælpe dem, men ikke føre krig for dem. Og derfor vil vi heller ikke lave den no- fly-zone, som ukrainerne beder om i øjeblikket. For vi vil ikke tage en krig med Rusland om det.”

Udsagnet fra historikeren indrammer præcist det ubærlige dilemma, krigen i Ukraine rummer: På den ene side det moralske kompas, der tvinger os til at reagere på et militært overgreb på et suverænt land og dets befolkning - som får os til at hjælpe på livet løs. På den anden side den kyniske stormagts-realisme, der ønsker at inddæmme og forhindre konflikten i at eskalere helt ud af kontrol - som kan forstås, men også giver følelsen af svigt.

Lige nu er Vestens og NATO’s ”røde linje” et russisk angreb på et medlemsland af alliancen. Mellem den og Putins hensynsløse storhedsvanvid lider Ukraine og dets 44 millioner indbyggere.