Debat

Kristoffer Storm: Vi kan ikke sidde stille, mens vores demokrati risikerer stening

Kristoffer Hjort Storm (DD) mener, at organisationen Hizb ut-Tahrir skal klassificeres som en terrororganisation.
Kristoffer Hjort Storm (DD) mener, at organisationen Hizb ut-Tahrir skal klassificeres som en terrororganisation. Foto: Torben Hansen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er mennesker i Danmark, der mener, at stening af kvinder, piskning af mennesker, der drikker alkohol, og håndsafhugning af tyve er acceptable samfundsstraffe. Ikke bare som teoretiske idéer, men som et konkret politisk og religiøst mål.

De organiserer sig. De rekrutterer unge. De arbejder systematisk for at afskaffe dansk lov og erstatte den med sharia. Organisationen hedder Hizb ut-Tahrir. Og den er stadig lovlig i Danmark.

Det er ikke ytringsfrihed. Det er ekstremisme. Det er religiøs totalitarisme forklædt som debatindlæg, podcasts og “religiøse holdninger”. Og det er dybt naivt, for ikke at sige uansvarligt, fortsat at lade som om, det her er noget, der løser sig selv, hvis vi bare taler pænt om det.

Flere lande har allerede forstået alvoren. Tyskland har forbudt Hizb ut-Tahrir. Storbritannien fulgte trop i januar 2024 og klassificerede organisationen som en terrortrussel.

I Danmark nøjes vi med bekymrede udtalelser, arbejdsgrupper og juridiske finter. Resultatet er det samme hver gang, nemlig at ingenting sker. Imens fortsætter radikaliseringen, helt åbent og helt uforstyrret. Det er ikke mangel på viden, der holder os tilbage. Det er mangel på vilje.

I Danmarksdemokraterne har vi været klare hele vejen: Organisationer, der arbejder for at afskaffe frihed, ligestilling og retsstat, hører ikke hjemme i Danmark. Når vi siger, at Hizb ut-Tahrir skal stoppes, mener vi det. Ikke som symbolpolitik, men som konkret handling.

Derfor har jeg også taget sagen op på europæisk niveau, når nu vores regering ikke vil være med til det. Jeg har samlet stærke kræfter i parlamentet og med deres underskrifter sender jeg en klar opfordring til EU-Kommissionen: Hizb ut-Tahrir skal klassificeres som terrororganisation, deres aktiviteter skal forbydes i hele EU, deres midler skal fryses, og deres platforme skal lukkes.

Ekstremisme stopper ikke ved landegrænser. Det gør ideologisk had heller ikke. Og det bør vores modstand mod det heller ikke gøre. Vi har været alt for længe om at kalde tingene ved deres rette navn. Hizb ut-Tahrir er ikke en religiøs debatklub. Det er en ekstremistisk organisation, der arbejder målrettet imod alt det, vores samfund bygger på.

Hvis vi ikke stopper den slags nu, er det ikke ekstremisterne, der svigter demokratiet. Det er os.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden