Kulturbudget trænger til et løft på 400 mio.

NORDJYLLAND:Vi i Radikale Venstre går ind for et løft på kulturbudgettet på 400 millioner, bl.a. til det nordjyske kulturområde. Hvordan de penge skal anvendes nærmere, bliver selvfølgelig en interessant diskussion. Vi skal respektere armslængdeprincippet om, t det selvfølgelig ikke er os politikere, der bestemmer, vi finder blot finansieringen og udstikker nogle retningslinjer. Om deltagelse i befolkningen, om kvalitet (uden at vi vil være elitære) og om en form for demokratisk dannelse.

I sagen om Nordjysk Ungdoms Symfoniorkester har vi givet udtryk for, at her er en god sag at satse på. Ingen kan vel være imod, at børn og unge i Nordjylland får lov til at opleve den klassiske musik på nærmeste hold, i selve værkstedet så at sige. Sammenspil er hovedsagen, og de økonomiske omkostninger ved at bibeholde denne 20 årige institution er absolut til at overse. What’s not to like?

Siden 2010 har Det jyske Musikkonservatorium i Aalborg i Musikkens Hus ikke haft klassiske uddannelser på studieplanen.

Vi er generelt tilhængere af, at Nordjylland får kunstneriske uddannelser til landsdelen. Men igen, rekrutteringen til landsdelsorkestrene med danske musikere er vigende. Vi er ved at miste en dansk kunstnerisk tradition, den at spille orkester og at vælge et liv med musik som udøvende. Og ja, det er en vanskelig vej, man skal være hammergod.

Men det kan sagtens lade sig gøre gennem øvning, gerne igennem hele livet. Og nordjyder er ikke specielt uegnede til denne metier. Men de unge skal lære at arbejde på den måde, og de skal først og fremmest opmuntres og erfare, hvordan vanskelighederne kan overvindes. Det svære bliver at skabe et arbejdsmarked, hvor kunstnerliv er tilladt, men her må vi politikere kunne træde til. Det er et problem alle steder i samfundet, det med at tackle løsarbejde. Og løsarbejde kan nogle gange ikke undgås i arbejdet med musik.

En konservatorieuddannelse er et naturligt sidste trin i en musikers uddannelse, startende med musikskole og MGK. Nordjysk musikliv tager skade af, ikke at have et lokalt klassisk uddannelsesmiljø på højeste niveau. Netop fordi det er svært at lære, skal vi turde satse på det. Og ja, vi elsker den rytmiske musik også. Men et rytmisk musikliv i Aalborg bliver vel ikke dårligere af, at der findes nogle få klassiske studerende også. Så: What’s not to like?

icon

Et rytmisk musikliv i Aalborg bliver vel ikke dårligere af, at der findes nogle få klassiske studerende også

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.