Kun sammen kommer vi ud af de mørke tider

Ny rapport tegner et dystert, men realistisk billede af den nærmeste fremtid

Lederskribent Anders Sønderup.   <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederskribent Anders Sønderup.   Foto: Lars Pauli

 Det er - som Karius sagde til Baktus efter tandbørstens besøg - dårlige tider, og det er ikke engang det værste. 

Det ubetinget værste er, at de dårlige tider er kommet for at blive. Hvor længe er der ingen, der ved, men at tro på at alt lige om lidt vil blive, som det var i de gode år op til marts 2020, er som at drømme en glad drøm, der bliver ødelagt af vækkeuret. 

I denne uge kom rapporten "Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035", og det var 86 siders dyster læsning uden mange lyspunkter. 

Det er ikke en rapport, der er skrevet til valgkampen, og derfor er der heller ingen grund til at afskrive den som hverken urealistisk eller som noget lavet til fordel for Mette Frederiksen. 

Derimod er det en nøgtern beskrivelse af de udfordringer, vi står overfor. 

Største trussel - og mest nærværende trussel - er selvfølgelig Rusland, der agerer tiltagende uforudsigeligt. At Putin vil gøre alvor af sine trusler om at bruge atomvåben som sidste udvej til at bevare russisk kontrol over de annekterede områder i Ukraine, er ikke længere noget utænkeligt skrækscenarie. 

Hvert år siden 1947 har verdens førende sikkerhedseksperter indstillet det såkaldte Dommedagsur. Jo tættere viserne er på midnat, jo tættere er verden på en atomkrig, og lige nu er vi faretruende tættere på end nogensinde før.  

For mange - som minimum alle de, der ikke var født under den kolde krig - er det en helt ny virkelighed, der kun vanskeligt kan forstås, og slet ikke forklares rationelt. 

Men sådan er det desværre. 

Den nye virkelighed er landet, og den skal vi - både politikere og befolkning - hurtigst muligt i gang med at forholde os til.  For konsekvenserne kan vi ikke undgå. 

For de gode tider - med alt hvad de indeholdt af fred, stigende realløn, lave priser og endnu lavere renter - kommer ikke tilbage i forudsigelig fremtid. 

Noget vil selvfølgelig blive bedre - inflationen skal nok blive stoppet, smørpriserne vil falde, men ikke til det niveau, de var på.  Også elpriserne vil falde, men energikrisen er mere permanent, end den er forbigående. 

Markant øgede udgifter til forsvaret kommer der helt sikkert også. Det er ikke engang sikkert, at to procent af BNP vil række i fremtiden. 

For sikkerhedssituationen bliver desværre ikke bedre. Det er et urealistisk ønskescenarie at tro på, at Putin, eller andre i inderkredsen i Kreml, kommer til fornuft og stopper krigen. Udsigt til at det russiske folk gør større opstand mod krigen er der heller ikke. Nok er der mange, der lige nu flygter for at undgå at blive indkaldt, men mange, mange flere parerer ordre og trækker i uniformen.  

Men noget positivt er der trods alt. NATO er blevet stærkere med optagelsen af Sverige og Finland. Europa er nok i krise, men det europæiske sammenhold er stærkere end længe. EU er vokset med opgaven, og unionen virker sjældent handlekraftig - ikke mindst i forhold til de stigende energi-priser.  

Det europæiske sammenhold er lyspunktet i en mørk tid, og det er også i sammenholdet, at løsningen findes.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Borgmesteren var med, da Søren Thorst betalte 1765 kroner for øl, cider og drinks
Luk