Kvinde kastet ud af Beach Buggy - mand anholdt mistænkt for spritkørsel
32-årig kvinde indlagt til observation med flere knoglebrud

Beach Buggyen fra ulykken nær Vrå. Foto: Jan Pedersen
VRÅ:En 32-årig kvinde er fredag aften blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital efter en voldsom ulykke på Kærholmvej syd for Poulstrup nær Vrå.
De første meldinger lød på, at kvinden var i kritisk tilstand efter ulykken, men lørdag morgen oplyser vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi, at hun er indlagt til observation med flere knoglebrud, men at hendes tilstand ikke er så alvorlig, som først frygtet.
Kvinden blev af uvisse årsager kastet ud af en Beach Buggy, der kørte med formentlig omkring 80 kilometer i timen.

En 32-årige kvinde pådrog sig alvorlige skader i ulykken med Beach Buggy Foto: Jan Pedersen
Føreren af Beach Buggyen - en 50-årig mand - valgte at køre ind på en gård på Saksagervej, hvor han efterlod kvinden og derefter forlod stedet i bilen.
Den stærkt tilskadekomne kvinde blev efterfølgende kørt på Aalborg Universitetshospital med politieskorte.
- Vi sendte med det samme adskillige patruljer til stedet for at få fat i bilens fører, og det lykkedes efter hurtigt arbejde af vore folk på stedet at anholde manden. Og der er mistanke om, at manden var spirituspåvirket, oplyser Thomas Ottesen, der var vagtchef fredag aften. Den 50-årige mand blev derfor efter sin anholdelse kørt med på hospital til udtagelse af blodprøve.
- Vi har en bilinspektør på stedet og sammen med afhøringer af blandt andet et vidne, der så ulykken ske, og beboerne på den gård, hvor manden afleverede den tilskadekomne kvinde, skal vi forsøge at få kastet lys over alle de løse ender og dannet os et billede af omstændighederne ved ulykken, forklarer vagtchefen.
Den 50-årige er lørdag morgen stadig anholdt, og politiets jurister har vurderer, at man ikke vil fremstille ham i et grundlovsforhør for at forsøge at få manden varetægtsfængslet. Han vil derfor blive løsladt efter endt afhøring.
Udover sigtelserne for at overtræde Færdselsloven bliver han også sigtet efter Straffelovens paragraf 252, der handler om "for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs vis forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed".
De pårørende til den 32-årige kvinde er underrettet om ulykken.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.