KV21

Kyllinger, råbte borgmesteren. Og oppositionen sad bare helt stille

Det er dem, der stiller de trodsige og svære spørgsmål. De irriterende sten i skoen. Og vi er alle afhængige af dem. Her er tre eksempler på dygtigt oppositionsarbejde i Nordjylland – og et eksempel på det modsatte

Karl Erik Stougaard, ansvarshavende chefredaktør for Det Nordjyske Mediehus.

Karl Erik Stougaard, ansvarshavende chefredaktør for Det Nordjyske Mediehus.

På tirsdag hylder vi vinderne af valgene til Nordjyllands 11 kommuner og regionen.

I dag, med 48 timer til valgstederne åbner, synger vi et heltekvad for dem, der taber på tirsdag.

Oppositionen. Dem, der stadig håber. Dem, der godt ved, at de ikke har en kinamands chance. De er lige så vigtige møtrikker i demokratiets store maskine som dem, der vinder eller genvinder magten. Fordi de tør udfordre magten.

Både nu under valget og til daglig i kommunalbestyrelsernes hamsterhjul er det dem, der stiller de trodsige og svære spørgsmål. Dem, der tør sige nej. Men ofte også dem, der leverer de grandiose visioner, længe efter borgmesteren er gået i tilbagelænet driftsmode. De fortjener respekt. Uanset om de er røde, blå, grønne, gule, lilla eller bolsjestribede.

Her er tre eksempler på eksemplarisk oppositionsarbejde i Nordjylland under valget:

Hirtshals overgiver sig aldrig til Hjørring. Animositeten de to byer imellem går som minimum tilbage til kommunesammenlægningen, så det handler ikke kun om Arne Boelt, den socialdemokratiske borgmester. Men som Nordjyske har berettet her i weekenden, er store dele af Hirtshals ikke med i hans fangruppe.

Lokallisten med Erik Krage i spidsen udfordrer en række beslutninger, der er gået imod et stort antal Hirtshals-borgeres ønsker – for eksempel supermarkedet på Stoltzes Plads, som der var store protester imod. I stedet for at lade sig kue slår Lokallisten tilbage og kritiserer borgmesteren. Han har ”tabt sutten”, mener Erik Krage.

Sådan handler en opposition, for selvfølgelig skal en borgmester mærke modstand, når store grupper af borgere føler sig kørt hen over.

Modstanden mod Egholm-forbindelsen i Aalborg må man også tage hatten af for – uanset om man støtter projektet eller ej. Et bredt politisk flertal i Folketinget har sat to streger under, at der skal bygges en 3. Limfjordsforbindelse vest om Aalborg, men venstrefløjen bliver ved med at udfordre beslutningen.

Senest har Enhedslistens Per Clausen bebudet, at det nye byråd skal stemme en gang til om Egholm-forbindelsen, så det bliver klart, hvad politikerne ”i virkeligheden” mener. Det lyder som sisyfosarbejde, men sådan taler en opposition, der ikke bare underkaster sig flertallet.

På Mors forsøger socialdemokraten Tore Müller at udfordre den vanlige konsensus i kommunalbestyrelsen. Det bør ikke være et mål i sig selv, at alle skal være enige, for det skaber stilstand, mener han og giver et godt eksempel:

Borgmester Hans Ejner Bertelsen taler om, at øget bosætning skal sikre velfærden på Mors, og ingen kan være uenige. Men det er for defensivt. Hvorfor ikke risikere uenighed ved i stedet at diskutere, hvordan Mors kan øge velfærden, så folk bliver trukket til, spørger Tore Müller.

Det er et godt og offensivt spørgsmål. Brede aftaler er naturligvis en dyd og udtryk for dygtigt politisk håndværk, men det kan også være en sovepude, og nogle steder synes oppositionen nærmest at have givet op.

Tag for eksempel Frederikshavn. Det er ikke let at være oppe mod Danmarks største stemmesluger, Birgit Hansen, men derfor skal oppositionen da ikke finde sig i at blive ydmyget. Til et valgmøde forleden blev et panel af spidskandidater spurgt, hvad de mente om en ny havneudvidelse i Frederikshavn, og der var uld i mund hele raden rundt. Indtil Birgit Hansen fik ordet.

- Kyllinger, råbte hun til sine modstandere, som blot sad tavse og helt stille.

Det var ikke ligefrem et opløftende øjeblik for lokaldemokratiet, men Birgit Hansen havde fat i noget. En opposition må aldrig gemme sig. Den må ikke blive bange for at markere sig og tale magten midt imod. Ellers svigter den.

På tirsdag skal vi huske også at sige tillykke til oppositionen. Vi er alle afhængige af den.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Følg snestormens rasen live - al busdrift i Nordjylland er indstillet
Luk