Ulsted Friplejehjem ville udvide med seks pladser. Der er venteliste. Der er dokumenteret behov. Økonomien er på plads. Projektet er klar. Men datoen i systemet sagde 1. januar i stedet for 2. januar. Så fik de nej.

Hvis man virkelig ville opfinde et eksempel på, hvorfor danskerne mister tilliden til systemet, kunne man næppe gøre det bedre. For hvad er formålet med reglerne? At sikre kvalitet og orden eller at fange folk i kalendertekniske fælder?

Når et friplejehjem står klar til at investere, udvide og tage ansvar for flere ældre, burde staten sige: “Hvordan hjælper vi jer videre?”. I stedet siger systemet: “Forkert dato. Prøv igen”. Det her er ikke god forvaltning. Det er regelrytteri.

I Liberal Alliance mener vi, at velfærd ikke bliver bedre af flere kontrolskemaer. Den bliver bedre, når vi giver frihed til dem, der kan og vil levere. Friplejehjem er netop skabt for at give valgfrihed og fleksibilitet. Men når staten detailstyrer ned på klokkeslæt, kvæler man det initiativ, man ellers siger, man ønsker.

Det er præcis den type systemtænkning, der gør den offentlige sektor tung, dyr og ufleksibel. Og det er de ældre, der betaler prisen. Udgangspunktet burde være simpelt: Hvis behovet er der, og kvaliteten er i orden, så skal svaret være ja, ikke nej.