Lad bålet blusse - men skån heksen

Så er det atter blevet tid til at fejre sankthans. Og langs kyster, på marker og i enge samles folk for at se bålene blusse.

Jeg har altid haft det blandet med den tradition. På den ene side er det et flot og højtideligt skue, når man mødes til taler og sang omkring bålet. Men på den anden side er det også med et vist vemod, at det kan konstateres, at de lyse sommeraftener og morgener nu har nået deres maksimum, og at det atter går mod mørkere tider. Nu var det ellers lige så dejligt.

Og så er der det med heksen. Et rigtigt sankthansbål har sin heks - naturligvis ikke en rigtig, men som regel et gammelt kosteskaft iklædt frakke fyldt med halm, en bold som hoved forsynet med tørklæde. Og så en håndfuld gamle heksehyl gemt fra nytåret, så hun rigtig kan hvine, når turen går til Bloksbjerg i tyske Harzen.

For mig skurrer den tradition i sjælen. Jeg er klar over, at handlingen er symbolsk og hænger sammen med en gammel tradition og tro på, at det at tænde et stort bål kunne være med til at holde det onde stangen. Faktisk var heksen ikke en gang med i de første tiders sankthansbål, men kom til senere.

Men alligevel. Jeg kommer altid til at tænke på, at vi ikke skal mange hundrede år tilbage i tiden, før det var almindeligt, at rigtige mennesker af kød og blod måtte lade livet på bålet, fordi de blev stemplet som hekse og værende i besiddelse af okkulte og mørke kræfter. Bare i Danmark mistede anslået omkring 1000 mennesker livet på den måde i primært 1500- og 1600-tallet. Sat på bålet og brændt af til offentligt skue.

Ofte har det ligget i kortene og bevidstheden, at det var kirken og følelseskolde præster, der stod bag. Men som Kristeligt Daglad kunne skrive fredag, var det ikke sådan. Faktisk var processerne styret og drevet af almindelige menneskers angiveri og frygt for Djævelens uhyggelige kræfter. Og så en udbredt forestilling om, at kvinder var lettere ofre for den mørke herre, som gerne lokkede dem til at udføre hans ondskabsfulde gerninger.

Så det var reelt folk som du og jeg, der med frygten som styrmand skred til handling og skubbede andre i døden - og så oven i købet til et smertefuldt endeligt på et bål.

Ja, ja, kan det indvendes. Det var jo dengang. I dag er der ikke tale om en rigtig heks. Så slap lige af. Vi er blevet klogere.

Det er rigtigt. Men der skal ikke megen søgen i historien og samtiden til for at slå fast, at frygten for det anderledes og ukendte med største lethed kan drive os sammen til at slå ned på enkelte eller grupper af folk, vi ikke kan lide. Det kunne det for 500 år siden med de kloge koner, det kunne det for 80 år siden med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelserne, det kunne det bag det kommunistiske jerntæppe, over for de sorte i USA, det kunne det i Cambodja, på Balkan og i Rwanda, i Tibet, på Guantanamo og under Islamisk Stats regime.

Og er det små hekseprocesser, når vi på de sociale medier laver shitstorm mod Lagkagehuset uden reelt at kende firmaets ejer- og skatteforhold eller andre, vi bare ikke lige kan lide? Eller når demonstranter på baggrund af en god sag mod racisme pludselig råber ”lock him/her up” mod danske politikere uden nuancer og i øvrigt er klar til på diktatorisk og udsynsløs vis at slette det meste af den historie, vi faktisk kan lære og blive klogere af?

Definitionen kan du være enig eller uenig i. Helt ok. Men min opfordring her på kanten af sankthans er: Tænd op, men sæt ikke heksen på bålet på tirsdag. Sæt hende i blandt jer som en markering af, at vi ikke brænder vores hekse længere, men kan rumme hinanden og de anderledes, originalerne, der gør livet rigere. Som et symbol på, at det kræver omtanke og mod ikke at lade sig rive med af gruppens dynamik og energi og slå det ukendte ned, bare fordi det er ukendt og dermed måske farligt - uden egentlig undersøgelse og stillingtagen.

God søndag - og sankthans!