Tidligere på måneden var den konservative debattør Nikolaj Bøgh i Berlingske ude og advare imod at hylde barnløshed, da han mener, at et samfund, der hylder frivillig barnløshed, bevæger sig mod undergang. 

Samtidig kørte en historie fra Familiejournalen på de sociale medier, som handlede om, hvorvidt solomødre er egoistiske. Det er blot de seneste eksempler på, hvordan familiedannelse er blevet et moralsk pejlemærke i det moderne samfund. Men beslutningen om at vælge børn til eller fra hører ikke hjemme i den offentlige folkedomstol.

For mig har spørgsmålet om at få børn altid været dybt privat og personligt. Det handler om kærlighed og ansvar, om håb og sårbarhed. Det handler om det enkelte menneskes evne og vilje til at tage ansvar for et andet liv, om relationer og de indre drivkræfter, som ingen udenforstående kender det fulde billede af. 

Den beslutning kan ikke reduceres til statistikker, kulturelle forestillinger eller politiske målsætninger, da sådanne afvejninger og beslutninger udspiller sig i det enkelte menneskes indre og i de nære relationer, som offentligheden ikke er i nærheden af at have noget klart og sammenhængende billede af.

Bag hvert fravalg

Jeg husker tydeligt, da jeg vendte tilbage til min daværende arbejdsplads efter barsel med vores skønne – og eneste - guldklump. Noget af det første jeg blev spurgt om var, hvor gammel min kone egentlig var, og om ikke snart vi skulle have nummer to. 

Udsagnet var sikkert venligt ment, men det illustrerede samtidig, hvor let noget, der er så privat, bliver gjort til genstand for forventninger og vurderinger, som ingen udenforstående, heller ikke min tidligere kollega, har noget som helst optimalt grundlag for at kunne udtale sig om.

Én af liberalismens fædre, John Stuart Mill, formulerede et princip, som stadig forekommer mig både klogt og nødvendigt: Det er den, hvis liv det er, der bedst ved, hvad der er rigtigt for ham eller hende.

 Når det gælder spørgsmålet om familiedannelse, hvor mange børn, hvordan og med hvem, er det netop den enkelte, der skal bære både glæderne og ansvaret. Derfor bør vi møde hinanden med respekt for den dømmekraft og samvittighed, der ligger bag hver beslutning.

Vi kender sjældent hele historien bag et så fundamentalt valg eller fravalg, som valget af børn eller ej, har i den enkelte familiekonstellation. Og netop derfor, rammer vores hurtige domme over andres valg her i livet, ofte så skævt. 

Bag et fravalg kan ligge ufrivillig barnløshed, svære graviditeter eller dybe personlige overvejelser. Bag ønsket om mange børn kan ligge en oplevelse af kald og mening. Livet er mere komplekst, end vores hurtige vurderinger giver plads til.

I et samfund, der ellers taler varmt om værdighed, frihed og respekt for individet, burde vi begynde netop her. Ved at anerkende, at familiedannelse ikke er en moralsk konkurrence, men et eksistentielt anliggende. Det hører til i det rum, hvor mennesker træffer valg, de selv skal bære og selv skal stå til ansvar for.

Respekten for det enkelte menneskes frihed begynder dér, hvor vi afstår fra at gøre hinandens mest intime beslutninger til genstand for offentlig dom.