Lad nazikortet ligge - og vrede er ikke noget argument

LEDER:I dag tager vi allerede afsked med de første to af tre sommermåneder, dagene bliver gradvist kortere og nætterne mørkere - men nyd nu hvad der måtte være tilbage af solskinstimer og eventuelt ferie. For lige om lidt bryder helvedet løs. Valghelvedet.

Her har politikere fra ikke færre end 15 partier tænkt sig at bejle til vælgernes gunst.

For Radikale Venstre har som bekendt væltet regeringen. 

Det er i hvert fald sådan, flere repræsentanter for partiet opfatter situationen.

Senest ved Folketingets åbning tirsdag 4. oktober skal statsministeren derfor udskrive valg - ellers må regeringen betragte sig som væltet.

For at lægge en dæmper på og helst undgå politikerlede (og vælgerlede hos politikere) - så vi alle sammen kan holde hinanden ud helt frem til valgdatoen - kan det være en god idé at gentage en lille stribe måske nok banale, men faktisk stadig udmærkede og velmente råd:

Hold jer langt væk fra personangreb. Gå efter bolden, ikke efter kvinden/manden. Altid.

Lad være at bruge øgenavne. Den slags kan fungere som hurtig tø-hø-effekt ved stambordet, men gør intet for samtalen og anvendes kun til at få politikere, som man ikke bryder sig om, til at tage sig mindre ud.

Hold dig til emnet - og lad være med at læse personlige motiver ind i det, andre siger eller skriver: "Det mener du kun, fordi du er sådan og sådan, har det sådan og sådan - eller bor, hvor du bor".

Tal ordentligt - ("det koster ikke noget", som de siger i en gammel mobiltelefon-reklame). Skriv ordentligt. Man skal ikke skrive noget, som man ikke vil sige ansigt til ansigt med modparten.

Fortæl hvad du godt selv kunne tænke dig at se indført eller gennemført - i stedet for at bruge hele valgkampen på at hakke løs på modparten under devisen "Kan du virkelig godt leve med tanken om endnu flere år med den og den person?"

Pas på fortiden. Pas på med at blive ved med at hale meget gamle sager, hvor der måtte være truffet en uheldig beslutning, frem - og pas på med det bedrevidende "Hvis det havde været os, havde vi for længst gjort noget ved problemet", for det er ikke til at vide, om der havde været flertal for det. Enhver regering skal altid kunne tælle til mindst 90.

Pas på med sammenligninger. At en politiker har dummet sig og gjort noget forkert kan ikke undskyldes med, at en anden politiker fra et andet parti tidligere har dummet sig og gjort noget forkert. For så er det jo bare to politikere, der har dummet sig og gjort noget forkert.

Lad være med at trække nazisme- eller racisme-kortet. Enhver fjerderangs politiker med et tåbeligt forslag er ikke pr. automatik nazist. Hver gang sammenligningen med nazisme kommer frem, får det Adolf Hitlers aldeles modbydelige rædselsregime i 30'erne til at tage sig stadig mere harmløst ud: "Nå, herregud, hvis det ikke var værre"...

Særligt råd til vælgere: Hvis man er træt af for mange politikere med for lidt (erhvervs)erfaring, står det frit for at stemme på nogen, der ikke har præsteret at gå fra studier og politisk ungdomsorganisation og direkte ind på Christiansborg.

Særligt råd til politikere: Brug aldrig familien som argument i tilfælde af en krise: "Det har også været svært for min familie på det seneste", siger nogle politikere i forbindelse med en ofte selvskabt krise. Men det er jo også pinligt for børnene på bagsædet at opleve mor eller far få en fartbøde - men hvis skyld er det?

Og husk: Vrede er ikke noget argument i sig selv. Det nytter ikke noget at blive højlydt fornærmet på den, der stiller spørgsmål. Vrede får ganske vist ofte strømmen af spørgsmål til at ebbe ud - men vrede sender også et signal om, at der er noget, vi ikke skal eller må tale om. Kritiske spørgsmål opstår ikke for at genere andre, men fordi man som borger og vælger gerne vil blive klogere på, hvad politikere egentlig går og foretager sig. Og hvad de har tænkt sig at foretage sig.

God valgkamp. Til den tid.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.