Debat

Lad os ikke svække psykiatrien i Thy-Mors

Ida Pedersen (S) og Ulla Vestergaard (S) er bekymrede over planerne om at lukke det psykiatriske sengeafsnit i Thisted.
Ida Pedersen (S) og Ulla Vestergaard (S) er bekymrede over planerne om at lukke det psykiatriske sengeafsnit i Thisted. Arkivfoto: Peter Mørk

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

PSYKIATRI: Vi er dybt bekymret over planerne om at lukke de seks psykiatriske senge på Sengeafsnit N8 i Thisted og erstatte dem med rehabiliteringssenge.

Psykisk sygdom rammer mennesker i alle aldre og livssituationer. Når man står i en alvorlig psykisk krise, har man brug for hjælp tæt på sit eget netværk, sine pårørende og sine kendte omgivelser. Derfor er det svært at forstå, at Region Nordjylland overvejer en løsning, som vil øge afstanden til behandling for borgere i Thy og på Mors.

Beslutningen risikerer at skabe endnu større ulighed i sundhed. Borgere i vores område skal allerede rejse længere for mange sundhedstilbud end borgere i de større byer. Hvis de psykiatriske senge flyttes til Brønderslev, vil det betyde lange transporttider for patienter og pårørende i en periode af livet, hvor overskuddet ofte er mindst.

Pårørende spiller en afgørende rolle i behandlingen. Når afstanden bliver større, bliver det sværere at deltage i samtaler, besøge sine nærmeste og være en aktiv del af behandlingsforløbet. Det er ikke blot en belastning for familierne, det kan også få betydning for patienternes trivsel og mulighed for at komme sig.

Vi savner samtidig en grundig analyse af konsekvenserne ved lukningen. Der fokuseres i høj grad på manglen på speciallæger, men der tales alt for lidt om konsekvenserne for patienterne, de pårørende og medarbejderne. Har man undersøgt alle muligheder for at sikre lægedækningen? Hvad med digitale løsninger, rotationsordninger, samarbejde på tværs af regioner eller fortsat brug af vikarlæger i en overgangsperiode?

Regionen foreslår desuden etablering af rehabiliteringssenge i Thisted og Frederikshavn som en del af kompensationen. Det kan være et godt og vigtigt tilbud. Men vi må være ærlige: Rehabiliteringssenge er ikke det samme som psykiatriske senge. De er målrettet færdigbehandlede patienter og kan ikke erstatte et akut psykiatrisk sengeafsnit med specialiseret behandling.

Det er også værd at bemærke, at regionerne i de seneste økonomiaftaler er blevet tilført ekstra midler, blandt andet med henblik på at reducere geografisk ulighed i sundhedstilbud. Derfor er det relevant at spørge, om der findes økonomiske muligheder for at fastholde et lokalt psykiatrisk sengeafsnit, indtil rekrutteringssituationen forbedres.

Samtidig peger Psykiatriens 10-årsplan på, at flere skal behandles tidligt og tættere på. Det er svært at se, hvordan en centralisering af sengepladserne i Brønderslev understøtter den ambition.

Samtidig savner vi en mere kreativ tilgang til løsningen på udfordringen med speciallægemangel. Der køres allerede dagligt med læger mellem Aalborg og Thisted Sygehus for at sikre behandling tæt på borgerne. Derfor er det relevant at spørge, hvorfor man ikke i højere grad undersøger mulighederne for fortsat lægedækning af det psykiatriske sengeafsnit gennem de allerede eksisterende transportordninger.

Hvis læger kan komme til Thy for at behandle patienter i somatikken, bør man også gøre alt for at sikre, at psykiatriske patienter kan få hjælp tæt på deres hjem.

Vi skal naturligvis sikre høj faglig kvalitet i psykiatrien. Men kvalitet handler ikke kun om organisering og speciallæger. Kvalitet handler også om nærhed, tilgængelighed, tryghed og lige adgang til behandling, uanset hvor i regionen man bor.

"Patienterne skal ikke flyttes væk fra deres netværk og pårørende, hvis løsningen i stedet kan være at få fagligheden til at komme til patienterne."

Derfor opfordrer vi Region Nordjylland til at sætte beslutningen på pause, få konsekvenserne grundigt belyst og undersøge alle alternativer, før der træffes en endelig beslutning.

Psykiatrien i Thy-Mors fortjener mere end en hurtig lukning. Den fortjener en reel chance.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden