Debat

Lad os nu få flere dyr under åben himmel

Alt for få dyr får frisk luft, mener Michael Kjerkegaard, forperson i Økologisk Landsforening.
Alt for få dyr får frisk luft, mener Michael Kjerkegaard, forperson i Økologisk Landsforening. Foto: Uffe Bregendahl

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I dag 12. april er det Økodag. Her kommer landets økologiske køer på græs for sommeren. Det er en skøn dag, hvor køerne springer af glæde og begejstring, og hvor tusindvis af danske familier besøger gårde og oplever dansk landbrug, når det er allerbedst.

I Økologisk Landsforening elsker vi Økodag, som er blevet afholdt siden 2005. Det er en festdag – men også en vigtig markering af, at dyr hører til under åben himmel. Samtidig er det en oplagt anledning til at åbne gårdene og vise, hvad ordentlig dyrevelfærd, naturhensyn og ansvarligt landbrug betyder i praksis. Derfor er vi også taknemmelige for, at Mejeriforeningen arrangerer dagen og inviterer os med.

Men selvom alle økologiske malkekøer kommer på græs – det er nemlig et krav i økologireglerne – gælder det langt fra alle køer i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik er det kun 17 procent af de konventionelle malkekøer, der kommer ud. Alt for få dyr får altså frisk luft og græs under klovene. Det vil vi lave om på.

Flere dyr fortjener at mærke solen

Vi vil styrke økologien, så langt flere dyr kommer ud under åben himmel. Og du kan være med. Når du vælger økologi i supermarkedet, vælger du også bedre dyrevelfærd og dyr med adgang til det fri.

Netop nu, hvor der forhandles regeringsgrundlag, arbejder vi også politisk for at styrke økologien. I valgkampen talte mange om bedre dyrevelfærd – her leverer økologien. Rent drikkevand var et andet centralt tema. Her er økologien også en del af løsningen. Økologisk landbrug bruger ikke syntetiske sprøjtemidler og er dermed med til at beskytte vores grundvand og fremtidens drikkevand.

Økologisk Landsforening har fremlagt et katalog af forslag til en kommende regering. Vi foreslår blandt andet flere dyr under åben himmel, fjernelse af momsen på økologiske varer, en omlægning af EU’s landbrugsstøtte, så den belønner samfundsgavnlige indsatser, økologisk skolemad samt krav om mindst 60 procent økologi i arbejdsgiverbetalte madordninger med skatterabat. Flere dyr fortjener at mærke solen, vinden og græsset. Det er bedre for dyrene – og for os alle. Styrk økologien.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden