Det er ikke et spørgsmål om enkelte skoler, enkelte klasser eller enkelte lærere. Det er et strukturelt problem, som gentager sig så ofte, at det ikke længere kan afvises som undtagelser. Og det er børnene, der betaler prisen.

Uro er et grundvilkår

I mange klasser begynder hver eneste time med larm, løb, skænderier og børn, der gemmer sig rundt omkring på skolen for at undgå undervisningen. Nogle lærere fortæller, at de står 8, 12 eller 25 minutter på et markeret kryds, som “eksperter” udefra har anbefalet, mens de venter på ro. En metode, der skulle skabe stilhed, men som i praksis efterlader læreren som en passiv statue midt i kaos.

For imens kravler børnene i garderoben, knagerækker rives ned, sten kastes efter hinanden, og børn taler til hinanden på måder, der ville give en voksen en advarsel på enhver arbejdsplads.

Forældrene forsøger. Mange bakker op. Men de ved ofte ikke, hvad de skal stille op. For hvis skolen ikke sætter klare rammer, hvem gør så? Fra børnehave til folkeskole, svigtet starter tidligt. En del af problemet begynder allerede før børnene når skolen. 

År med politiske besparelser i daginstitutionerne betyder, at børn i dag tilbringer deres vigtigste udviklingsår i miljøer med for få voksne og alt for lidt struktur. Resultatet er børn, der aldrig når at erfare, at voksne er nogen, man lytter til.

Når de så rammer folkeskolen, står lærerne med en opgave, som ingen anerkendende pædagogik i verden kan løse alene. Dialog er godt, men dialog uden konsekvens bliver til tomme ord. Og børn gennemskuer hurtigt tomme ord.

Det faglige niveau styrtdykker

Konsekvensen ser vi tydeligt i det faglige niveau. Læsevejledere fortæller om årgange, hvor børnene ikke læser tilstrækkeligt, og det betyder at det faglige niveau bliver alt for lavt. Siden skolereformen blev indført har skoleledelser krævet af lærerne, at de ikke måtte give dag til dag lektier for. 

Når børnene ikke må få lektier for hjemme mister de muligheden for at fordybe sig, hvilket naturligvis medfører, at de lærer for lidt. Dette står i stor kontrast til at gymnasierne i mange år har råbt op om elever, der ikke kan skrive, læse eller regne på et niveau, der gør dem studieparate. Det er ikke gymnasierne, der er blevet mere krævende.

Det er folkeskolen, der er blevet for stille i sin autoritet, for larmende i sine lokaler. Det er ikke barnets fejl, men systemets nederlag. Lærere går hver dag trætte hjem, ikke af faglighed, men af støj. Ikke af undervisning, men af konfliktstyring. Uddannede fagfolk, der drømmer om at formidle viden, ender i stedet med at være støjdæmpere, konfliktnedtrappere og til tider rene vagter.

Trivslen styrtdykker for alle: Børnene trives ikke i larmen. Lærerne trives ikke i brandslukningen. Forældrene trives ikke i uvisheden. Og midt i det hele står en ledelse, der burde skabe retning,  men alt for ofte vælger at stå på sidelinjen.

Men det mest alvorlige svigt finder sted dér, hvor ansvaret burde bæres stærkest: hos skoleledelserne. Mens lærere står alene med uacceptable arbejdsforhold, vender ledelser alt for ofte blikket væk. De griber ikke ind, de bakker ikke op, og når konflikter spidser til, placeres ansvaret ikke hos systemet, men hos den lærer, der stod alene i stormens øje.

Tydelige grænser

Eksemplerne er mange: Lærere, der sanktioneres for episoder skabt af manglende opbakning og fraværende rammer. Lærere, der tvinges tilbage i klasser, hvor elever har truet dem. Lærere, der forsøger at skabe undervisningsrum uden held og bagefter bliver gjort til problemet.

Ledelserne svigter ikke, fordi de er onde. De svigter, fordi de er bange. Bange for forvaltningen. Bange for forældrene. Bange for ansvar. Men når ledelsen bliver bange, er lærerne alene. Og når lærerne er alene, kollapser skolen. Konsekvens tabuiseres, og børnene mister respekten Der var engang, hvor en elev, der truede en lærer, blev sendt hjem og kaldt ind til samtale med forældrene. I dag ville man sige, at barnet var presset, misforstået eller at relationen ikke var god nok. Og ja, børn kan have det svært, men børn, der aldrig møder tydelige grænser, bliver utrygge børn.

Konsekvens er ikke straf. Konsekvens er omsorg. Det er voksne, der guider børn hen mod bedre adfærd, i stedet for at tale sig uden om problemet.

Når gymnasierektorer i dag siger stop og sender elever hjem, der forstyrrer, jubler hele landet. Endelig en voksen, der tager ansvar. Men hvorfor accepterer vi så, at folkeskolen ikke får lov til det samme?

Har det moderne børnesyn lammet de voksne? Det store spørgsmål melder sig: Har den pædagogiske tænkning i dag gjort ledere, lærere og pædagoger bange for at være voksne? Når voksne bliver usikre, bliver børn utrygge. Når børn bliver utrygge, bliver adfærden dårlig. Når adfærden bliver dårlig, falder læringen. Når læringen falder, falder hele folkeskolen sammen. Vi har brug for noget så gammeldags som tydelige voksne. Børn trives, når voksne tør stå fast. Forældrene efterlyser det og børnene viser med deres adfærd, at de mangler det.

Det er tid til at sige det højt: Folkeskolen kollapser ikke på grund af børnene. Den kollapser, fordi de voksne omkring børnene ikke får lov eller ikke tør være voksne. Det kræver ledelser, der bakker lærerne op. Det kræver politikere, der stopper med at spare. Det kræver en kulturændring, hvor konsekvens igen bliver set som en naturlig del af opdragelsen. Og frem for alt kræver det arbejdsro. Uden arbejdsro er der ingen trivsel. Uden trivsel ingen læring. Uden læring ingen fremtid